Genvalg til bestyrelsen i Ældre Sagen Rougsø-Sønderhald
Genvalg til formand, næstformand og kasserer i Ældre Sagen Rougsø-Sønderhald
Orla Lund, Lis Kastrup og Wallin Feder fortsætter efter årsmødet som henholdsvis formand, næstformand og kasserer i Ældre Sagen Rougsø-Sønderhald.
Der var heller ikke de store udskiftninger på de øvrige poster. Også Ejgil Meineche, Bente Jessen og Kirsten Wyrtz blev genvalgt. Jonna Haslund blev nyvalgt. Yrsa Hoppe og Ketty Hentze blev valgt som suppleanter til bestyrelsen.
Tilgang af medlemmer
Orla Lund glædede sig i sin beretning over det flotte fremmøde. Hele 95 var mødt op i Ørsted Biograf, hvor årsmødet blev holdt. Bagefter blev filmen "De urørlige" vist.
Han noterede i sin beretning, at Ældre Sagen Rougsø-Sønderhald fortsat har medlemsfremgang. For tiden er der 1312 medlemmer.
Han glædede sig også over, at der nu er 92 frivillige, der udfører social-humanitært arbejde i området.
"Sidste år på samme tid var der 86, og selv om nogle er ophørt, har vi altså kunnet rekruttere endnu flere frivillige."
Orla Lund takkede alle de frivillige for deres indsats, det være sig for ledelsen af de social-humanitære tjenester, hele bestyrelsen og de fire erfarne IT-folk, der er tilknyttet PC Hjælperordningen.
Ny kommunal hjemmeside
Næstformand i Norddjurs ældreråd, Jens Erik Madsen takkede Ældre Sagen for den store indsats man gør på IT området. Han oplyste endvidere, at en ny og mere brugervenlig kommunal hjemmeside er på trapperne.
Til sidst opfordrede han Ældre Sagen til at bakke op om det kommende valg til ældrerådet, så stemmeprocenten kan komme endnu højere op end de 66 procent, den var ved sidste valg.
Bestyrelsens beretning blev enstemmigt vedtaget, og kasserer Wallin Feder orienterede om regnskabet for 2012, som kom ud med et mindre overskud på godt 5000 kroner.