Fortsæt til indhold

Skanderborgs festligste virksomhed

I 1980 fik fem drenge en god idé. Idéen er stadig den samme - bare meget større

Samfund
Anne Mathilde Friis Larsen

Først var de fem. Nu er de 14.000. Formanden for Skanderborg Festivalklub, Claus Visbye, og de 20 andre fra ledelsen skal holde alle 14.000 ejere glade og de har fem dage om året til at gøre det. Smukfest er en anderledes virksomhed, som stadig bygger på idéen om fællesskab, god musik og.
Med 14.000 ejere, 20 medlemmer i ledelsen og 240 formænd er det ved første øjekasten umuligt at forestille sig, hvordan det overhovedet lader sig gøre. Svaret er ret lige til.

Unikt fællesskab virker her

"Det, der er unikt ved os er fællesskabet. Smukfest blev skabt på fællesskab, og det fællesskab er kendetegnet ved 14.000 mennesker i skoven. En bestyrelse på 20 medlemmer virker her, men det ville være direkte vanvid andre steder. Det er jo helt modsat af gængs ledelseskultur, men her snakker vi os frem til tingene. Det er en del af fællesskabet, og vi kan bære meget, fordi vi gør det sammen," siger Claus Visbye.

Ansvar og stolthed

Smukfest har en helt flad ledelsesstruktur, som kan få det bedste frem i alle.
"Hele vejen rundt tager folk ansvar. Sådan er det, fordi der ikke er én leder," siger Peter Bertholdt, direktør i Smuk Event A/S. Et aktieselskab, hvis fineste opgave er at tjene penge til festivalklubben.
"Der er stor stolthed forbundet med at være en del af det her. Vi er en del af en helt særlig kultur, hvor vi kræver noget og forventer, at der ydes noget. Det er en speciel kultur, som er sjov at være en del af. Det er stadig den samme idé som tilbage i 1980'erne," siger Poul Martin Bonde, talsmand for Smukfest.
"Her må vi gerne begå fejl. Bare kun den samme fejl en gang. Det gælder også ledelsen. Vi vil være innovative, og så sker der fejl," siger Peter Bertholdt.
Der sker altid et eller andet uforudset på festivalen. Men organisationen bag er professionel og håndterer alt. Den har sågar en sneplov til rådighed, hvis der er rigtig meget mudder i skoven. Et år havde Festivalklubben fået forkerte telte hjem til hotelt-camping, som var alt for små. Når den slags kiks sker, er det ingen smalle steder.
"Vi kastede 100 mand ind i opgaven, fik hentet gamle telte frem fra gemmerne, som blev slået op i en fart, og alle, der havde købt hotelt, fik en flaske champagne for ulejligheden. Det gør vi bare lige. Det er handlekraft. Skidt med omkostningerne, det skal bare køre. Vi kan løse alt i fællesskab," siger Claus Visbye.