Samlet markedsføring af Vestkysten skal tiltrække flere tyskere
For første gang nogensinde bliver den unikke danske vestkyst markedsført som en samlet feriedestination i Tyskland. Det er de uendeligt lange sandstrande og den uberørte natur, der skal tiltrække flere voksne tyskere til Vestkysten og skabe vækst i den ve
Vestkysten er et af de områder i Danmark, der tiltrækker allerflest turister. Især når det gælder tyskerne, er Vestkysten en turistmagnet. I 2012 stod Vestkysten for cirka 8,2 millioner tyske overnatninger årligt, hvilket svarer til to tredjedele af de samlede 12,5 millioner tyske overnatninger i hele Danmark.
Selv om Vestkysten er et særdeles attraktivt turistområde, mangler der nye turister. De senere år er antallet af turister stagneret, og samtidig er størstedelen af de tyske turister ved Vestkysten gengangere.
Derfor er de vestjyske turismeorganisationer gået sammen med VisitDenmark og lancerer i disse dage en ny kampagne, der skal tiltrække flere nye tyske turister.
"De tyske turister ved Vestkysten kommer igen år efter år, og der har været en tendens til, at vi har taget vores gæster for givet. Dermed er vi gået glip af et stort vækstpotentiale," siger turistchef Colin Seymour, Destination Sydvestjylland.
De fem vestjyske turismeorganisationer har slået kræfterne sammen i erkendelse af, at det er lettere at slå igennem på det tyske marked sammen end at gå hver for sig. Det er første gang, at alle organisationerne langs Vestkysten - fra Tønder til Skagen - går sammen i et markedsføringssamarbejde.
"Vi har behov for at tiltrække nye gæster - også fra de yngre generationer. Derfor går vi nu ud med et nyt budskab og markedsfører os over for nogle nye målgrupper sammen med VisitDenmark. Vestkysten har mange nye oplevelser at byde på, men vi har ikke været gode nok til at markedsføre dem og sætte dem ind i en samlet fortælling," siger Colin Seymour.
De fem organisationer er Destination Sydvestjylland, Destination Ringkøbing Fjord, VisitHolstebro, Lemvig Turistforening samt tre destinationer under VisitNordjylland , nemlig Thy, Jammerbugten og Toppen af Danmark.
Vestkysten er et stærkt varemærke
At sætte skub på markedsføringen af "die Dänische Nordsee" – som den danske vestkyst er bedre kendt som i Tyskland – giver god mening. Analyser fra VisitDenmark viser nemlig, at det generelle kendskab til Danmark som feriedestination er lavt i Tyskland, mens "Nordsee" er et kendt varemærke og opfattes af mange tyskere som et attraktivt feriemål.
"Nordsee er et fantastisk varemærke, som hvert år tiltrækker mange tyskere til Vestkysten, men jeg er overbevist om, at vi kan få mange flere hertil. De senere år har de tyske kystdestinationer oplevet en markant stigning af tyske gæster, og det er nogle af dem, som vi vil ramme med vores nye markedsføring af ?die Dänische Nordsee?," siger markedschef Lars Ramme Nielsen, VisitDenmark Tyskland, der er glad for samarbejdet med de vestjyske destinationer.
Samlet fortælling med lokale særpræg
Den nye kampagne henvender sig til de såkaldte LOHAS - det vil sige den målgruppe af voksne, som interesserer sig for sundhed, bæredygtighed, rekreation og natur. Derfor er det også billeder af uberørt natur, uendelige hvide sandstrande og hyggelige bymiljøer, der er i front i kampagnen.
"Vores analyser viser, at der findes 3,8 millioner tyskere, som har Danmark på radaren, og som med meget stor sandsynlighed vil besøge Danmark. Det svarer til 43 millioner potentielle overnatninger. Det potentiale vil vi gerne have realiseret," siger Lars Ramme Nielsen.
Et centralt element i kampagnen er et magasin, som præsenterer den danske vestkyst med den særlige danske feriehusferie, det danske køkken og store udbud af oplevelser. Destinationerne langs vestkysten har samtidig lejlighed til at differentiere sig fra hinanden og fortælle om netop deres unikke særpræg.