Narko-bagmænd fanges med borgernes hjælp
Aarhusianerne vil ikke finde sig i narko-salg, og derfor kontakter de i større grad politiet
Hver eneste uge er Østjyllands Politi ude i lejligheder for at tjekke op på anmeldelser fra de aarhusianske borgere med hensyn til mistanke om narkosalg.
"Og næsten hver gang finder vi hash og andre effekter," fortæller vicepolitikommissær Mogens Brøndum.
Han roser aarhusianerne for at reagere på den mistænkelige adfærd.
"Borgerne er blevet bedre til at gøre os opmærksomme på det, de oplever. Ofte er det tips fra boligblokke, de kommer med. Folk har fået nok! De vil ikke finde sig i, at den her adfærd foregår i nærheden af deres børn," siger Mogens brøndum, som fortsætter:
"Vi er utrolig glade for borgernes hjælp, og vi tager henvendelserne meget seriøst. På baggrund af borgernes tips er der blevet lukket adskillige udsalgssteder."