Drop in til Motorevent i Skanderborg
Find dit yndlingskøretøj frem og vis det frem til årets Motorevent i Skanderborg
Årets Motorevent nærmer sig med hastige skridt. Lørdag 20. april fra klokken 9.30 til klokken 16 bliver Skanderborg midtby omdannet til et sandt mekka for alle, der er interesserede i biler, motorcykler, fart og spænding.
Lokalavisen Skanderborg gentager succesen fra sidste år, og byder i år velkommen til et Motorevent med endnu mere plads til de mange to- og firhjulede køretøjer, der findes i området.
Classic i Byparken
Blandt andet bliver Byparken ved Kulturhuset i Skanderborg omdannet til “Classic Park,” hvor Lokalavisen Skanderborg håber, at mange biler og deres ejere vil møde op og vise deres bil frem.
“Vi vil gerne give alle, der har et specielt køretøj mulighed for at vise det frem, så i år har vi sørget for ekstra plads, så alle kan være med. Man behøves ikke at være med i en klub og hvis man har lyst til at komme, må man selv bestemme, hvor lang tid man har lyst til at udstille sit køretøj,” forklarer Peter O. Andersen, der er Eventchef hos Lokalavisen.
Vil du være med, skal du blot møde op ved Byparken, hvor frivillige fra Lokalavisens Motorevent vil guide dig til en plads, hvor du kan udstille din bil.
Den sprødeste MC
Også på Mindet er der fart og spænding, når “MCindet” bliver indtaget af helt op til 150 motorcykler fra de 12 klubber, der er i hele Skanderborg.
Også her har du mulighed for at vise din egen motorcykel frem. Det eneste, du skal gøre er at møde op.
Elever fra Skanderborg Hørning Produktionsskole står bag en motorcykelkonkurrence, hvor Skanderborgs sprødeste motorcykel bliver kåret klokken 15.30 foran Walthers Musikcafé. Det er publikum, der bestemmer, hvem der skal vinde.
Amerikanerstriben
Parkvej ved Kulturhuset i Skanderborg bliver til “Amerikanerstriben”, hvor du fra klokken 10 til 12.30 kan nyde synet af vaskeægte amerikanske veteranbiler. Tager du turen langs Amerikanerstriben, får du blandt andet lov til at se en Danmarkspremiere, når en to-dørs business ccoupé Chevrolet fra 1949 for første gang bliver udstillet i landet, og det sker lige her i Skanderborg. Her kan man også bare droppe in, hvis man har en amerikanerbil, man har lyst til at vise frem