Fortsæt til indhold

Kuvøse for stjernefrø

Unge i Norddjurs der gerne vil spille musik, synge, danse, spille teater og lave billedkunst får et akademi, hvor de kan arbejde og udvikle sig

Samfund
Anette Bonde

Kulturskolen Norddjurs har udviklet Kulturakademiet, der er et tilbud for unge i alderen 12 – 18 år, som ønsker at gøre noget ekstra med deres kunstneriske interesse. Det gælder både inden for musik, billedkunst, drama og dans.

Efterspurgt af unge

"Kulturakademiet vil give unge en mulighed for at arbejde med deres interesse på et højere fagligt niveau. Det er en efterspørgsel vi har fået gennem den eksisterende undervisning i Kulturskolen", fortæller Finn Rosenløv, leder af Kulturskolen.
Han tilføjer, at Kulturakademiet også er et led i kommunens indsats i forhold til unge.Og at unge der vil gøre lidt ekstra ved det faglige indenfor kunstarterne, har manglet et tilbud som dette.
"Vi vil gerne skabe et miljø omkring de unge, hvor de kan komme og være sammen om deres interesser. Det handler om at gøre det mere interessant at bo i Norddjurs Kommune."

Audition

Kulturakademiet afholder audition 3., 4. og 5. maj, hvor interesserede, der har tilmeldt sig senest 15. april, kan søge om optagelse på en af de fem linjer: Rytmisk Ensemble, Vokal Ensemble, Danse Ensemble, Billedkunst og Teaterlinje.
Der optages så mange som muligt på linjerne ud fra de økonomiske rammer, der er. Kommunen giver et tilskud på 100.000 kronber, og derudover er der elevbetaling.
"Vi vil lægge os i selen for at give alle en god oplevelse og masser af inspiration, men kræver til gengæld stor grad af ansvarlighed og modenhed af de deltagende. Desuden er engagement og støtte fra forældrene meget vigtigt", siger Finn Rosenløv.
Undervisningen på Kulturakademiet er dels individuel dels holdundervisning. Desuden er der fælles timer for alle på tværs af linjerne.