Fortsæt til indhold

Afgift udløste kampafstemning

Det er ikke så ofte, at der er afstemninger i Favrskov Byråd. Og endnu mere sjældent, at partifronter bliver kridtet kraftigt op.

Samfund
Erling Baastrup

Tidligere har Favrskov Byråd vedtaget, at når der skal gives kommunegaranti i forbindelse med lån, skal låntageren betale en stiftelsesprovision på 1.5 procent af lånebeløbet.
En god forretning for kommunekassen, men også for låntageren, som oftest kan få et billigere lån, når kommunen garanterer. Eneste ulempe er naturligvis, hvis kommunegarantien kommer i sving.

Loft over varmen

Hammel Fjernvarme har nu søgt om kommunegaranti til et lån på 50 mio. kr. Det skulle så give en provision på 750.000 kr.

Efter forslag fra Venstre på byrådsmødet skulle reglerne laves om, så der kom loft over gebyret, nemlig på 100.000 kr.

"Vi var ikke begejstrede, da vi vedtog stiftelsesgebyret, fordi vi mener, at det er en ekstra skat på borgerne," lød det fra Anders G. Christensen (V), som så også ville have denne regel til fungere med tilbagevirkende kraft. Men at princippet med de 1.5 procent fortsætter.
Også Charlotte Green (C) ville have et loft. "Vi stemte ikke for stiftelsesgebyret," sagde hun.

Følger mange andre

Den anden side af salen fastholdt, at trods de 750.000 kr. var det en god forretning for alle parter. Fjernvarmen kunne få et lån til 0.2 procent og kassen kunne tilflydes de 750.000 kr.

Argumenterne var desuden, at Favrskov kun gør det samme som mange andre kommuner, og at princippet var vedtaget for ikke så længe siden.

Ufarlig garanti

Et "objektivt" argument er jo også, at der er en risiko forbundet med at give garantien.
Dette argument var der dog nogenlunde enighed om, ikke var relevant i denne situation.
Afstemningen afslørede så undtagelsesvis, at der er "rødt" flertal, idet de 14 stemmer for de 750.000 kr. kom fra Socialdemokraterne og SF, mens de 12 stemmer imod kom fra resten. En Venstremand var fraværende.