Lillebælt Halvmarathon tager form
Forberedelserne kører lige nu på sit højeste. Snart løber den sjette udgave af stablen
22.000 fødder skal trampe sig gennem den 21,095 kilometer lange, smukke rute mellem Middelfart og Fredericia, når Lillebælt Halvmarathon afvikles den 4. maj. Forberedelserne er i fuld gang og har været det længe.
"I år præsenterer vi to helt nye ting på ruten. Én på Jyllandssiden og én på Fynssiden. Deltagerne kommer til at sige "WOW!". Jeg vil ikke afsløre for meget, men det ene tiltag handler om musik og det andet bærer et eksotisk præg," siger formanden for Lillebælt i Løb, Jan Bilgrav Pedersen, der har været med som arrangør siden starten lød i 2008.
"Det har været en spændende periode. Nogle gange har det da været surt - fx da vi måtte aflive vores løb "Prinsessen & Vildsvinet", der gav et pænt sekscifret underskud. Men heldigvis er det de gode ting, som brænder sig fast i hukommelsen. Blandt andet sidste års løb, hvor danskeren Henrik Them vandt. Alle i arrangørgruppen er enige om, at det er det bedste løb, vi har arrangeret. Jeg ved ikke, om vi nogensinde kommer til at lave det perfekte løb - det ville sikkert også være en farlig sovepude - men vi betræber os altid på, at give løbere og publikum en oplevelse ud over det sædvanlige."
Ny app på trapperne
Det er naturligvis primært de 11.000 løbere, som er i fokus, når startskuddet lyder til den sjette udgave af Lillebælt Halvmarathon. Men som publikum er der skam også masser af oplevelser at hente ved det store arrangement.
"Folk kommer langvejsfra for underholdningens skyld og for at heppe på familiemedlemmer, venner og kollegaer," lyder det fra Jan Bilgrav Pedersen, som fortæller, at der er en ny, gratis app på trapperne - for både publikum og løbere.
"Vi er ikke de første med en løbe-app, men forhåbentlig bliver vi de bedste. Vi har arbejdet meget med app'en, hvorpå man kan indtaste fem løbere, som man gerne vil følge. Løberen kan holde øje med sine makkere eller konkurrenter. Og publikum kan følge venner og bekendte ude på ruten. Find holger," smiler formanden.
Et godt formål
Lillebælt Halvmarathon har i år givet 500 "gratis" startnumre til velgørenhed. Projektet hedder "Løb 4 andre" og går ud på, at man skal sælge aktier i sit eget løb. Den enkelte løber kan donere sine aktie-penge til Støt Soldater og Pårørende, Børnecancerfonden eller Julemærkehjemmet.
"Løberne vælger selv hvilken organisation, de vil støtte. Vi forventer, at kunne dele minimum 250.000 kroner ud," siger Jan Bilgrav Pedersen.
Det er første gang i Danmark, at et løb beskæftiger sig med velgørenhed på denne måde.
"Løb er en individfokuseret sport, hvor fokus er på den enkeltes præstation. Lillebælt Halvmarathon mener, at tiden er inde til også at tænke på andre, når man løber. Derfor giver vi, som det første løb i Danmark, deltagerne mulighed for at gøre noget godt for andre, når de løber," siger løbsleder Mads Stryhn.
Junior Race
Som sædvanlig arrangerer Lillebælt i Løb også Junior Race. I år afvikles løbet torsdag den 2. maj. Alle til og med 14 år kan deltage, og der konkurreres i tre aldersgrupper 0-7 år, 8-10 år og 11–14 år. Voksne må gerne løbe med sammen med deres børn.
"Jeg vil gerne opfordre til, at forældre husker at få tilmeldt deres børn. Vi har delt 17.000 flyers ud på skoler i Fredericia og Middelfart, men om de er havnet i skoletaskerne ved vi ikke. Vi håber ikke, at konflikten på lærerområdet kommer til at påvirke deltagerantallet", siger Jan Bilgrav Pedersen.
Sidste år deltog omkring 600 børn. Løbet har start og mål ved Fredericia Idrætscenter, og der løbes på en ca. 3 km rundstrækning, lukket for trafik.
"Som noget nyt slutter løbet indendørs i Hal 1, og efter løbet byder vi på en biografoplevelse på storskærm," fortæller løbeklubbens formand, der tilføjer, at den traditionelle sportsmesse og startnummerudlevering også finder sted den 2. maj.
Se mere på lillebaelthalvmarathon.dk og facebook.