Kan det nu passe?

Herbert Pundik har sagt, at ”tvivlen gør dig så meget klogere”. Og det er jo rigtigt. For det er tvivlen, der sætter os i gang med at udforske en sag. I troens verden er det tvivlen, der får os til at arbejde med troen. Holder troen levende. Den, der tror uden at tvivle, bliver uhyggeligt ensporet og skråsikker.
Tvivlen har også plads i Bibelen. På søndag hører vi fortællingen om Thomas. Han kaldes Didymos, der betyder tvilling. Måske var han tvilling, men det kan også have været hans tilnavn. For i ham boede tro og tvivl side om side. Han er den, der altid stiller det kritiske spørgsmål, ham, der vil vide mere, se det selv. En rigtig spørgejørgen.
I dag kommer han for sent hjem. For mens han var ude, kom den opstandne Jesus og mødtes med de andre disciple. Så da Thomas kommer tilbage, er de andre helt oppe at køre. Jesus var her. Vi så ham selv. Han talte til os. Det nægter Thomas at tro på. Han så det jo ikke selv. Og en død mand kan jo ikke stå midt i stuen, vel? Næ, han tror først, når han selv har set Jesus og stukket fingrene ind i sårene fra korsfæstelsen.
Og det kommer han så til nogle dage senere. Han får sin nysgerrighed stillet. Og da han gør det, får han mere end det. Han får troens gave. For fra den dag af bliver han en af de ivrigste missionærer. Og sikkert også en af de dygtigste. For han kender tvivlen. Den lever i ham side om side med troen. Men i hans tro er der en sikker viden om, at Jesus opstod fra de døde og ændrede dødens vilkår for alle mennesker. Det var det, han tog ud i verden og fortalte. Også til os der kender til både tro og tvivl. Glædelig efter-påske!