"Jeg sang ikke falsk"
Karoline Kani Hassan fra Højbjerg er klar til at fyre den af i morgen til X Factor
I sidste uge fik den aarhusianske X Factor-deltager Karoline Kani Hassan skyld for at have sunget falsk i fredagens liveshow, men det har hun ikke ladet sig slå ud af.
"Jeg synes ikke, at det var falsk, og det har min sangcoach også sagt, at det ikke var. jeg har det fint nok med kritikken. Jeg tager det til mig, når jeg står på scenen, men jeg ser positivt på det, og gider ikke bekymre mig om det," siger Karoline, der normalt går på Rundhøjskolen i Højbjerg.
Danske hits
I morgen i X Factor skal deltagerne synge danske hits, men det betyder ikke, at de skal synge på dansk.
Karoline har sammen med sin dommer Thomas Blachman valgt, at hun skal synge 'Superstar' med Christine Milton.
"Det er et fedt nummer, og med det samme vi hørte det, vidste vi bare, at det skulle være det," siger den kønne X Factor-deltager, der glæder sig til at give den maks gas på scenen i morgen.
Karoline er også spændt, når hun træder ind på X Factor-scenen i morgen, hvor hun håber, at det hele kommer til at lykkes. Hun skal nemlig lave nogle moves på scenen, som hun ikke må afsløre, hvad er.