Fortsæt til indhold

Blachman troede jeg vandt

Det seneste halve år har 15-årige Karoline Kani Hassan været i gang med X Factor

Samfund
Camilla Olesen

Vestjyden Chresten vandt årets X Factor-finale, men Thomas Blachman var helt overbevist om, at det var hans aarhusianske deltager, 15-årige Karoline Kani Hassan, der vandt.
“Det er faktisk en sjov historie. Han troede, at jeg havde vundet og hev min arm i vejret. Han kunne ikke rigtig høre noget, og hun (studievært Signe Molde, red.) sagde Chresten så langsomt, at Blachman troede, at hun sagde Karoline. Jeg sagde: ’Hvad laver du Thomas? For helvede det er jo ikke mig, der har vundet.’ Der var jo faktisk større reaktion fra mig, end der var fra Chresten. Thomas og jeg grinede så meget af det bagefter,” storgriner Karoline.
Selv om hun ikke vandt, er hun glad for andenpladsen og stolt af sig selv.
“Det har været en fantastisk rejse. Jeg har fået meget mere ud af det, end jeg havde forventet, og jeg har fået rykket mine grænser. Samtidig har jeg mødt nogle fantastiske mennesker, og jeg er helt ked af, at det er slut,” siger den kønne Højbjerg-pige.
Siden finalen har hun slappet af og forsøgt at samle sig om at være tilbage i Aarhus.

Ingen døgnflue

Hun vælger at tænke positivt om andenpladsen og har valgt at fokusere på, at hun ikke er bundet til ét pladeselskab, som vinderen er.
Jeg kan selv vælge, og jeg kan også vente, hvis det er bedre om to år. Jeg skal vente på det helt rigtige. Jeg er kun 15 år, og jeg har hele livet foran mig,” siger Karoline og fortsætter:
“Jeg vil ikke bare være glemt efter et år eller to, så det skal være det rigtige, og jeg har aftalt med Thomas, at vi holder kontakten.”
Præcis Blachman har betydet rigtig meget for Højbjerg-pigen. Han har været ærlig over for hende hele vejen igennem og lært hende en masse ting, og han hører derfor også til blandt de bedste oplevelser i løbet af det seneste halve år.
“Det fedeste var at gå videre til liveshowsene, stå på scenen i finalen og lære Thomas at kende,” siger Karoline.

Tilbage til skolen

Efter et halvt i rampelyset kalder dagligdagen nu på Rundhøjskolen, hvor hun meget naturligt er kommet bagud.
“Jeg tager det stille og roligt. Min lærer har lovet mig ekstra undervisning, og når jeg først sætter mig et mål, så når jeg det også, så jeg skal nok tage mig sammen,” siger Karoline, der synes, at det hårdeste har været det store pres, der har ligget på hende - blandt andet skulle hun lære fem sange på en uge inden finalen, og det har været hårdt.