Fortsæt til indhold

Liberal Alliance vil ind i byrådet

Mere for pengene, lyder Liberal Alliances slogan til byrådsvalget. Topkandidaten for det lille parti i Favrskov begynder på sit første valg i år

Samfund
Kian Johansen

38-årige Martin Olesen fra Vitten stiller for første gang op som politiker, når han sammen med Ulrik Hermann og Lars Hellmund er de første kandidater der er opstillet for Liberal Alliance i Favrskov.
Den nuværende lagermedarbejder på COOP's lager i Hasselager har tidligere været medlem af Venstre, men især diskussionen om frokostordningen i daginstitutioner for et par år siden fik aktiveret det sidste politiske gen, som han ellers længe har praktiseret, blandt andet i netforummet 180 grader og på facebook.

"Jeg fandt ud af at jeg ville være politisk aktiv, i stedet for at 'rende rundt og brokke mig'. Og da Liberal Alliance kom med deres partiprogram i 2010, så kunne jeg tilslutte mig det meste," lyder forklaringen på forvandlingen fra en almindelig familiefar, der tjekker tingene efter og debatterer dem, hen til borgmesterkandidat for Liberal Alliance.

Mere for pengene

"Vi skal have mere for pengene," lyder en af mærkesagerne for det lille parti, der håber at komme ind i Favrskov Byråd for første gang til november.
Andre mærkesager er vindmølledebatten, hvor modstanden mod at placere vindmøller på landjorden er massiv.
"Der skal være en økonomisk sammenhæng i det og så længe vindmøller producerer så meget strøm på én gang at vi ikke kan komme af med det, så skal vi jo først finde teknologien der kan kapere det."
Et stille skifte hos de kommunalt ansatte er også på ønskelisten:

"Vi skal have et skifte fra kolde til varme hænder, en DJØF'er koster mere end en varm hånd."
Også frokostordningen i daginstitutioner stiller han spørgsmålstegn ved.
"Hvor reelt er behovet egentlig for at tilgodese svage børns forældre," lyder det retorisk.

Fra leder til familiefar

Personligt har den tidligere leder også selv foretaget drastiske valg i sit liv.
Den tidligere lagerchef hos Sisters Point har en også karriere som butikschef i Jem & Fix, men valgte for et par år siden at drosle de 50 timer om ugen ned til et normalt leje, blandt andet for familiens skyld. Familien tæller to piger på 8 og 4 år, samt hustruen.

"Det var et bevidst valg, hvor jeg mærkede efter om det var det værd og jeg ville også have tid til andre ting i mit liv end arbejde."

Ironman og Gibraltar

Han har tidligere løbet marathonløb, har gennemført et Ultimate Triple Ironman og cyklet til København og løbetræner da også stadig.
Som en gave til faderen er planen, at de to skal cykle til Gibraltar i 2014.
Og så er han cykelinstruktør i Rønbækcentret flere gange om ugen.