Den røde tråd i dampvæveriets historie
Der er foredrag om Grenaa Dampvæveri - dets liv og endeligt i byen
En vigtig virksomhed og arbejdsplads har stor betydning for en by - og det gælder både i medgang og modgang. Grenaa Dampvæveri er sådan en virksomhed, der gennem mere end et århundrede har sat sit præg på byen og omegnen. Nu kan interesserede høre den fascinerede historie til en foredrags- og debataften med særlig fokus på væveriet som arbejdsplads for tusindvis af borgere.
"En aften om Grenaa Dampvæveri" er emnet onsdag 10. april klokken 19-21.15 på Museum Østjylland i Grenaa.
Rundtur i særudstillingen
Det er Lars Møller (S) og historiker og planlægger af særudstillingen om Grenaa Dampvæveri, Nina B. Adamsen, der følger den røde tråd i Grenaa Dampvæveris historie.
Foredraget er arrangeret i forbindelse med den nyåbnede "Fabrikken – en særudstilling om Grenaa Dampvæveri" på netop Museum Østjylland.
Derfor er der også mulighed for en rundvisning i udstillingen. Men først handler det om virksomhedens betydning for borgere og by - også da fabrikken måtte dreje nøglen om for sidste gang i 2002.
Nina B. Adamsen fortæller historien om den progressive virksomhed og hele Danmarks største bomuldsvæveri.
Derefter går Lars Møller på med fokus på Grenaa Dampvæveri som arbejdsplads og dets betydning i så henseende for byens beboere.
I pausen er der så rundturen i særudstillingen med effekter, film, fotos og beretninger, hvoraf en væsentlig del er udlånt af tidligere ansatte på væveriet. Aftenen sluttes af med debat.