Rema 1000 får en plan og en rundkørsel
Den nordlige del af busparkeringen ved rutebilstationen i Hammel skal nu gøres til et område, hvor der kan bygges en dagligvareforretning.
En lokalplan er på vej, og det er jo efterhånden ikke længere nogen hemmelighed, at det er Rema 1000, der vil flytte et par hundrede meter for at bygge ved rutebilstationen.
Ny rundkørsel
Kørende adgang for personale og kunder til dagligvarebutikken skal ske fra en ny rundkørsel på Anbækvej, hvor Ny Tilemannsvej munder ud i Anbækvej.
Stadig kan busserne køre ind ved rutebilstationen, og det bliver også ad den vej, varer til Rema 1000 kan komme ind.
Det grønne look
Lokalplanen indeholder krav om flere grønne elementer, bl.a. plantning af opstammede træer langs Anbækvej, beplantet støjafskærmning omkring varegård og grønt, fladt tag på dagligvarebutikken.
Favrskov Kommune har sidst i 2012 solgt lokalplanområdets areal og har forpligtet sig til at etablere den nye rundkørsel på Anbækvej og en ny adgang til rutebilstationen.