Nedrivningen i Gellerup i gang
Helhedsplanen i Gellerup går nu for alvor i gang med sin første nedrivning. Nordgårdsskolen rives ned frem til september
Hegnet rundt om skolen er på plads og indikerer, at noget er under opsejling. Indenfor er diverse mindre ting ved at blive smidt ud.
Det er begyndelsen på enden for Nordgårdsskolen, som frem mod september bliver revet ned. Det markerer for alvor, at Helhedsplanen for Gellerup er i gang.
“Det er den første fysiske forandring i området. Nu sker der endelig noget - snakken bliver konkret,” siger Trine Jansen, konsulent for Helhedsplanen Gellerup, som fortsætter:
“Det har været en lang proces, og for mange har det måske været svært at tro på, at der faktisk kommer til at ske noget. Derfor tror jeg også, at beboerne nu har behov for, at der sker noget fysisk efter al den snak.”
Plads til nyt dagtilbud
Årsagen til nedrivningen er, at flere institutioner i Gellerup skal rives ned, da de ligger, hvor der skal være en ny vej. De institutioner skal selvfølgelig have et sted at være, og derfor bliver der bygget et nyt, stort, innovativt dagtilbud på Nordgårdsskolens areal.
“Det nye dagtilbuds-byggeri går først i gang i sommeren 2014. Indtil da vil der blive planet ud og sået græs på Nordgårdsskolens areal, som beboerne så kan løbe og lege på,” siger Trine Jansen.
Hvordan det nye dagtilbud bliver udformet, vil Lokalavisen Aarhus fortælle mere om i næste uge.
Stil endelig spørgsmål
I den første tid med nedrivning af Nordgårdsskolen bliver der ikke så megen larm og store armbevægelser.
“Men det kommer selvfølgelig til at larme på et tidspunkt, og der vil komme trafik på stedet. Vi vil sikre, at der ikke kommer tung trafik, hvor der er børn, og vi vil selvfølgelig bestræbe os på at informere beboerne løbende,” siger Trine Jansen.
Hun opfordrer alle, som har spørgsmål af den ene eller anden slags, til at henvende sig på Helhedsplanens kontor på Gudrunsvej 78.
“Vi vil rigtig gerne høre, hvordan de her forandringer opleves af beboerne,” siger hun.
Nordgårdsskolen
Den gamle skole blev nedlagt tilbage i 2008.
Siden har blandt andet Foreningernes Hus, kunstprojektet Sigrids Stue og borgerportalen Gellerup.nu boet på stedet, men siden sidste sommer har skolen stået stort set helt tomt.