Svampe-by på hovedet på hovedbiblioteket
Værket "Magic Mushrooms" bliver en del af byens nye hovedbibliotek på havnen
Bygningen får svamp allerede inden, den står færdig.
Ikke svamp som i en skadelig, levende organisme, men en magisk, kunstnerisk slags til 6,7 mio.kr.
Vinderen af den første udsmykningsopgave af Dokk1 - byens nye hovedbibliotek på havnen - bliver nemlig værket "Magic MushRooms", der er lavet af den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen & Dragset.
Duoen vil lave en modelby, der er vendt på hovedet, så bygningerne stikker ned fra loftet. De højeste falder to meter ned mod biblioteksgæsterne.
"Magic mushrooms var noget hippierne tog i 1970'erne. Det gør vi ikke i dag. Men nu lader vi syresvampene være en del af offentlige udsmykningsopgaver. Vi er superspændte, for det bliver en af vores største opgaver, vi nu skal i gang med," siger Michael Elmgreen, der er den danske del af vinderduoen, der har base i Berlin og som tidligere har lavet værker i bl. a. Madrid, Rotterdam og Karlsruhe.
Og lige nu står en brozeskulptur, de har lavet, på Trafalgar Square i London.
Byer som paddehatte
Til projektet i Aarhus, hvor duoen var blevet bedt om at lave et forslag til udsmykning af en 20 meter høj væg og en skrånende loftsplade på knap 300 kvadratmeter i Dokk1, faldt valget på at lave en fantasiby.
Kunstnerduoen er fascineret af tanken om byer, der som svampe eller paddehatte skyder op overalt i verden.
"Der findes byer i Kina med 30 mio. indbyggere, som jeg ikke engang kender navnene på. Det går bare så lynhurtigt, fordi de er styret af økonomiske behov og måske bidt af en gal entreprenør. Byerne muterer og gror nærmest uden menneskelig hjælp. Beboerne bliver nærmest bare som små parasitter," siger Michael Elmgreen, der med kunstværket også gerne vil minde Aarhus om, at man ikke altid skal stræbe efter det store.
"Det er en fascination af, hvor hurtigt nogle byer kan opstå, men samtidig en påmindelse om man selvfølgelig godt kan have en vision om at vokse, men man skal gøre det i et humant tempo, og det skal ikke være vækst i sig selv, der er drivkraften. Indbyggerne skal kunne følge med," mener Michael Elmgreen.
Billedkunstudvalget i Aarhus Kommune, der indstillede værket som vinder til byrådet, var også begejstreret for de spørgsmål kunstværket rejser:
"Med dets billeder af en virtuel storby med oplyste skyskrabere omgivet af vejnet, parker og broer skaber det billeder, modbilleder, perspektiver i forhold til hvordan Aarhus er, og hvordan Aarhus vil eller bør udvikle sig. Værket er af høj kvalitet, der kan give ikonværdi," siger billedkunstner og medlem af billedkunstudvalget Jan Skovgaard og tilføjede:
"Det er både fascinerende og faretruende med en 300 kvadratmeter stor modelby i loftet. Værket styrker kunstens tilgængelig ved at være både for børn og voksne."
Kunst for millioner
Opgaven er den første af tre udsmykningsopgaver i forbindelse med byggeriet af Dokk1. Samlet er der afsat 16 mio. kr. til kunst. Aarhus Kommune har en regel om, at en procent af et offentligt byggeris samlede byggesum skal reserveres til kunstnerisk udsmykning.
"Når vi er oppe på det her niveau, et så stort byggeri, så stiller vi også særlige krav til kunsten, og det lever det her værk fuldt ud op til. Vi får et kunstværk af høj international klasse. Det er spektakulært og appellerer til folk i alle aldre," siger en tilfreds kulturrådmand, Marc Perera Christensen (K), der lod vente på sig til pressemødet, fordi han først var mødt op på havnen, før han fandt ud af, at pressemødet fandt sted i det "gamle" hovedbiblioteket i Mølleparken.
"Men jeg kan sige, at det ser rigtig fint ud dernede," jokede den forsinkede rådmand.
"Magic MushRooms" og de fire øvrige forslag i kunstudbuddet bliver udstillet i forhallen på det nuværende hovedbibliotek i Mølleparken frem til 5. april.