Uenigheden ligger i detaljen
Fra Venstre i Favrskov Byråd var der et par forslag, som byrådet skulle se på.
Et af dem handlede om forskønnelse af Hammel Midtby.
Ny anlægsramme
Situationen er den, at der i 2014 er afsat 5 millioner til formålet i Favrskovs budget.
Nyt er det imidlertid, at Kommunernes Landsforening har lavet en aftale om, at der må bruges flere penge til anlægsarbejder i 2013 end oprindeligt bestemt.
I forslaget fra Venstre ligger, at den situation skal udnyttes.
Masser af enighed
Der er enighed om, at der skal sættes gang i udarbejdelse af en plan til forskønnelse af Hammel Midtby. Planlægningen skal foregå i udvalget for teknik og miljø.
Der er stort set også enighed om, at det vil tage tid, og at det realistiske nok er, at man først vil komme i jorden i 2014, hvor pengene er afsat.
Detaljen
Men så kommer tvisten:
"Så er vi her igen. Vi skal helt ned i mindste detalje for at finde noget, vi kan blive uenige om," lød det lettere harmdirrende fra Niels Flade Nielsen (S).
Socialdemokraterne og SF ville ikke genåbne det vedtagne budget. De konservative var inde på at lave en forhåndsprioritering. Og Venstre ville overflytte de 5 millioner fra 2014 til 2013.
Det var ikke svært at se, hvordan enderne kunne nå sammen: Der hentes de penge over fra 2014, som der er behov for. Blandt andet til ekstern bistand.
Og så var alle glade. Handleplan, dialogmøder og den nødvendige kapital var sat i vej.