Gitte har nål og tråd i generne
I Tilst laver Gitte Kromann unikke kjoler fra parcelhuset. Måske er hun årets iværksætter - det vil vise sig 18. april
Simiti by Kromann kalder hun sig. Bag mærket gemmer sig kjoler, der både er designet, syet og bliver solgt fra Gitte Kromanns parcelhus i Tilst. Hver kjole bliver kun lavet i cirka 20 eksemplarer, så hver enkelt model kan forblive forholdsvis unik.
Sådan har konceptet været siden opstarten i november sidste år, og her fem måneder senere er Gitte nu nomineret til Iværksæterprisen 2013.
“Det er da skægt,” smiler Gitte Kromann, som dog ikke er meget for at rose sig selv.
“Hun har aldrig haft selvtillid - nærmest uanset hvor meget ros hun så får,” lyder det fra Pia Jørgensen, som er ansat hos Gitte.
Heller ikke selvom Gittes kjoler faktisk solgte fra starten, var der megen tro på egen evner.
“Nej, jeg tænkte, at det nok bare var held,” siger Gitte Kromann.
Men på nu femte måned går det kun én vej for Simiti by Kromann - fremad. Gennem de sidste par måneder er firmaet vækstet med halvtreds procent hver måned.
Fra nedtur til optur
Den optur, som Gitte oplever nu, kommer dog efter noget af en nedtur. Efter at have mistet sin mor til kræft for tre år siden, gik Gitte helt ned med flaget. Hun og moderen var meget tæt knyttet - måske endda lidt for knyttet.
“Jeg var meget afhængig af min mor, og jeg tror, der er en mening med, at hun skulle herfra nu, sådan at jeg kunne løsrive mig,” siger Gitte Kromann, som fortsætter:
“Men jeg savner hende da stadig af helvede til”
Det var Gittes mor, som introducerede Gitte for det at sy. Faktisk er hun “vokset op på en systue”, som hun selv beskriver det.
Moderen var nemlig syerske, og Gitte har derfor nål og tråd i generne. Hun fik sig da også en uddannelse som beklædningsoperatør, hvor hun lærte at sy fra bunden.
Startede med fire kjoler
Moderens systue er den, som Gitte bruger til sine kjoler i dag, men den er så fyldt med minder, at det efter moderens død slet ikke var muligt for Gitte at nærme sig den.
“Jeg hadede, at bevæge mig tæt på den systue, men en veninde, der har en butik i Hammel, fik mig overtalt til at prøve at lave nogle kjoler. Fire styk blev det til, og de blev solgt,” siger Gitte om starten på Simiti, som i øvrigt er et navn, hun fandt på med sin mor - det er forbogstaverne på Gittes tre børn sat sammen.
Mor holder øje
Efter flere års kamp for at komme ovenpå, nu hvor moderens støttehjul pludselig var væk, står Gitte endelig fuldt ud på egne ben igen. Men moderen lever stadig med i Gittes arbejde - både i navnet og i tilstedeværelsen:
“Hun er af og til hernede - hun holder skam øje med os,” siger Gitte Kromann med fuld overbevisning og fortsætter:
“Og jeg ved sgu, hun er dybt stolt af mig.”