Ny genbrugsbeholder på vej
Nu bliver det lettere for borgerne i Favrskov at komme af med deres genanvendelige affald. Ny beholder præsenteres hen over sommeren
Favrskov Byråd har besluttet, at kommunens borgere skal sortere affald ved husstanden i en ny genbrugsbeholder.
Beholderen er delt i to rum. Et til papir og småt pap, og et til emballager af glas, metal og hård plast. Genbrugsbeholderen skal gøre det lettere for borgerne at sortere deres affald, så mængden til genanvendelse øges til gavn for miljøet.
Mere til genbrug
"Jeg er sikker på, at vi kommer til at samle markant mere affald til genbrug, end vi gør i dag. Erfaringer fra andre kommuner med lignende ordning viser, at vi både sorterer og afleverer mere affald til genbrug, når det nemt og hurtigt kan ske i egen beholder ved boligen," pointerer Nikolaj Per Schøler, bestyrelsesformand i Favrskov Forsyning.
Det øgede genbrug vil betyde, at den enkelte husstand får mindre affald til dagrenovation og måske kan nøjes med en mindre og billigere beholder eller tømning hver 14. dag i stedet for hver uge.
Sund fornuft
Det nytter at aflevere sit affald til genbrug. Papiraffaldet bliver kørt til papirfabrikker, hvor det bliver lavet om til for eksempel æggebakker, toiletpapir og genbrugspapir. Det kræver kun halvt så meget energi at producere genbrugspapir, som det gør at producere nyt papir.
Øl- og sodavandsdåser bliver smeltet om og anvendes for eksempel til cykler, mens plastflasker og plastdunke bliver genbrugt til eksempelvis fleecetrøjer, fyld i bamser og soveposer.
Al begyndelse er svær
Information om de nye beholdere er Favrskov Forsyning klar med ved arrangementer hen over sommeren.
7. april ved Breakfast Run/Catwalk i Hammel
25. april: Open Night i Hadsten
27. april: Superbrugsen i Hinnerup
4. maj: Maj Marked i Hammel
1. juni: Børnefestival i Hinnerup
15. juni: Busbjergløbet i Ulstrup.
10. august: Lilleåmarked i Hadsten.
15. august: Cykelløb i Søften.
7. september: Hestemarked i Hammel.