Forhandlingsbordet kalder
Nu er lockouten på lærerområdet allerede mere end 3 uger gammel. Det giver frustrationer hos lærerne, men også for forældre til de mindre skolesøgende børn. De alternative pasningsmuligheder bliver sværere at finde, selv om iderigdommen har været stor.
Medierne er fyldt med omtale af konflikten. Begge parter forsøger at erobre mediebilledet, hvilket er fuldt forståeligt, det er her sympatien fra befolkningen kan hentes. Det er bekymrende, at retorikken bliver stadig skarpere. Der skal samarbejdes igen efter konflikten er afsluttet. Her er det vigtigt at kunne tale sammen og ikke have for store fjendebilleder.
Den nuværende situation går ud over børnene, som kommer til at mangle undervisningstimer, når årets timetal skal gøres op.
Kravet om at parterne igen sætter sig til forhandlingsbordet bliver mere og mere tydelig, der skal findes en løsning. Kan parterne ikke selv finde en løsning, må der et afbalanceret regeringsindgreb til.
En forhandlingsløsning bliver ikke nemmere af, at næstformanden i KL i dagens avis refereres for, at det kun er et spørgsmål om tid, før lærerne bukker under. Videre hedder det, at KL ikke vil give sig. Endelig henvises til strejken i 2008, som endte med at kasserne var tomme, før konflikten blev afsluttet. Her over for står Lærerforeningsformandens udtalelse bragt i TV – Avisen den 14. april. Dette er bare endnu et eksempel på den skærpede retorik, som jeg håber, vi kan holde os fri af i samarbejdet lokalt.