Fortsæt til indhold

Brabrand får sit fibernet

Lokalavisen skrev, Brabrand-borgerne besluttede, og nu bliver der lagt fibernet i jorden til husene i området

Samfund
Christina S. Johansen

“Fibernet er fremtiden,” sådan lød det fra professor Ole Brun Madsen i Lokalavisen i oktober.
Og fremtiden flytter nu ind i området mellem Hougårdsvej og Silkeborgvej i Brabrand.
Ole Brun Madsens naboer lyttede altså, da han fortalte om behovet for og afhængigheden af at have en god internet-forbindelse i fremtiden. Han ved da også, hvad han snakker om, da han har forsket i kommunikations- og bredbåndsområdet hele sit liv.
“Du kan tro, det blev læst, og det er så dejligt at se, at det gav respons,” siger Ole Brun Madsen, som er meget glad for, at han nu kan se frem til fibernet:
“Det nye fibernet bliver som at komme i himmelsen. Eksempelvis gik det nuværende internet ned 3-4 gange, da jeg prøvede at loade teksten og billederne op til en kogebog, vi har lavet. Det endte med at tage tre timer at få bogen loadet op - med en ordentlig forbindelse ville det højest have taget et par minutter,” fortsætter Ole Brun Madsen.
Fibernettet er allerede ved at blive lagt i jorden nogle steder, men frosten har udskudt processen.
Minimum 20 ud af 150 husstande mellem Hougårdsvej og Silkeborgvej skulle takke ja til at få lagt fibernet ind, før det blev en realitet, og det er altså sket, oplyser Galten Elværk, som står for fibernettet.