Ellekærskolens lærere fortalte om lockouten
“Spørg os om lockout” opfordrede lærere fra Ellekærskolen i sidste uge området til
De lockoutede lærere fra Ellekærskolen gik i sidste uge på gaden for at dele ud af deres viden om den igangværende konflikt mellem KL og Danmarks Lærerforening. Lærerne stillede sig op udenfor Netto og Lidl i Hasle. Her opfordrede de beboerne til at stille spørgsmål - de havde tilmed taget skilte med, hvor opfodringen stod på flere sprog af hensyn til områdets tosprogede beboere: “Spørg os om lockout,” stod der på dansk. Men hvorfor stille sig op på denne måde? “Vi ville gerne i dialog med alle beboere i lokalområdet, også dem som kan have svært ved at snakke og forstå dansk. De tilbagemeldinger, jeg har fået fra mine kolleger, fortæller, at denne mission lykkedes,” siger Lars Brauer, der er lærer på Ellekærskolen.
Interesse og opbakning
Mange beboere fra området benyttede sig af muligheden for at spørge lidt ind til det der med lockout. Men også hele diskussionen om, hvad der er en god skole, blev taget. “Vi har haft nogle rigtig gode samtaler med beboerne i lokalområdet. Det blev ofte til lange samtaler, hvor vi både fik snakket lockout, lærernes arbejdstid og den gode skole,” siger Lars Brauer, som fortsætter: “I det hele taget var det meget opløftende at mærke folks interesse og opbakning.”