Fortsæt til indhold

Ingen Reumert-nominering til Aladdin

Teaterdirektøren i Vejle undrer sig over, at kollegaens store Disney-musical forbigås

Samfund
Peter Friis Autzen

Fredericia Teaters store Disney-musical, Aladdin, er ikke blevet nomineret til en Reumert. Og dét ryster Toni Lee Larsen, der er direktør på Vejle Musikteater.
"Jeg er vel nærmest at betragte som konkurrent til Fredericia Teater. Men dyb er min undren, da jeg konstaterer, at Aladdin ikke er nomineret," skriver Toni Lee Larsen til redaktionen. Hun betegner den udeblevne nominering som "simpelthen rystende."
"Den ærgerlige følelse er overvældende. Men jeg føler mig sikker på, at der kommer andre anderkendelser til Fredericia Teater, og nye milepæle i dansk musikteater fra deres hånd," mener Toni Lee Larsen.

Skuffelse i Fredericia

Også hos Fredericia Teater undrer man sig over, at den anmelderroste musical ikke er nomineret.
"Jeg er skuffet. Og det ligger ellers ikke til mig at være skuffet. Men det er jeg her," siger direktør Søren Møller.
"Aladdin er sæsonens vel nok bedst anmeldte musical. Den er en europæisk begivenhed. Kulturpolitisk har Aladdin givet mere international musical-opmærksomhed, end Danmark har haft i mange år. Så jeg forholder mig undrende. Jeg synes, at man ved ikke at nominere forestillingen forpasser muligheden for at skrive sig ind i den internationale musicalhistorie. Og det er dumt," siger Søren Møller.
Han ved godt, at han ikke er uvildig.
"Som teaterchef laver man masser af forestillinger, som man selv mener bør nomineres. Og mange af dem vil blive forbigået. Sådan er vilkårerne. Men det her er i særklasse," siger han.
Søren Møller tør ikke gætte på, hvilke overvejelser, der ligger bag juryens beslutning om ikke at nominere Fredericia Teater.
Til sommer genopsættes Fredericia Teaters produktion af Aladdin på Operaen i København, og man kunne måske gøre sig håb om, at dén udgave konne blive nomineret. Men det vil ikke ske, eftersom der da er tale om en genopsætning.

Fredericia Teaters direktør, Søren Møller, er skuffet over, at Aladdin ikke er nomineret. Foto: Peter Friis Autzen

Genie er nomineret

Mens Aladdin-forestillingen ikke er nomineret, kan Pelle Emil Hebsgaard glæde sig over at være nomineret for sin rolle som Genie/Lampens Ånd.
Den hurtigtsnakkende, højråbende, turbofysiske og morsomme figur har gjort, at han er nomineret i kategorien "Bedste birolle". Og det bifalder Søren Møller.
"Det brag af et gennembrud som Pelle leverede med sin præstation som Genie i Aladdin er sjældent set renere og klarere. Han fortjener til fulde den indlysende nominering, han har fået. Jeg er glad og stolt på hans vegne", siger Søren Møller.

Pelle Emil Hebsgaard figur som Genie/Lampens Ånd er nomineret for bedste birolle. Foto: Søren Malmose