Festival-anekdoter i massevis

Om få uger er der Jelling Musikfestival. Tusindvis af mennesker vil sive og drive rundt på pladsen og nyde musikalske oplevelser, godt selskab, kolde øl og alt det andet.
Festivalen lokker folk til fra hele regionen. Og både i Vejle, Kolding og Fredericia opfattes festivalen som en del af det lokale musikmiljø - stedet, man som orkester gerne vil have på sit cv. Der er da også adskille lokale på scenen i år.
Men det er ikke kun foran og på scenerne, der er oplevelser at hente. Også bag scenen og i hele arbejdet med at tilrettelægge den store event, er der sjov at hente. Og frustration, når tingene ikke glider, som de burde. Det fortæller festivalleder, Lars Charlie Mortensen.
"I år holder vi 25 års jubilæum. Og med så mange år på bagen er der da gledet en hel del anekdoter igennem," siger den erfarne festivalmand. Og så begynder han ellers at remse op.

Så var der dengang, hvor...

Vi skulle have Ozzy Osbourne på scenen. Han skulle hentes i limousine, og hans sikkerhedsfolk krævede, at bilen skulle ankomme præcist på slaget. Så da limousinen trak op fem minutter før tid, skældte manageren ud og forklarede om sikkerhed og aftaler.
Men så stak Ozzy hovedet ud af bilen og forklarede, at han skulle tisse, og at han selv have bedt chaufføren køre lidt hurtigere. Så sprang han ud og løb han hen til det nærmeste toilet.
Så brokkede manageren sig ikke mere...

Så var der dengang, hvor...

Status Quo skulle spille som vores allerførste store, udenlandske navn. Men det lynede og tordnede. Lynet slog ned og mørklagde scenen kort før koncertstart.
Jeg blev kaldt over i deres omklædningslokale, og jeg kunne regne ud, at der kunne være problemer. Så jeg hentede hele orkestrets hyre. Det var vist 50.000 dollars, og jeg krydsede festivalpladsen med alle pengene, gik ind i omklædningslokalet og lagde pengene på bordet foran dem.
Om de mange kontanter påvirkede dem, ved jeg ikke. Deres manager spurgte ?Is it safe to play??. Så vi tilkaldte elektrikeren, som løb rundt og løftede elkabler ud af vandpytter. Våd som en mus kom han ind, og manageren gentog ?is it safe to play??. Men elektrikeren forstod ikke engelsk, så han bad mig oversætte. Jeg tænkte hurtigt og spurgte ham ?er vi ved at være klar??. Han svarede ?jaja? og nikkede. Manegeren tog svaret for gode varer - og så gik Status Quo på scenen.

Så var der dengang, hvor...

Vi havde holdt vores allerførste festival. Vi var ved at skide i bukserne over, om vi kunne betale regningen for de brædder og bjælker, vi havde bygget scenen af.
Vi havde regnet ud, at den kunne holde i tre år, hvis vi gav den træbeskyttelse. Og det virkede. Og vi kunne betale vores regning.

Så var der dengang, hvor...

Efter den første festival lånte vi en gammel Massey Ferguson og kørte al affaldet væk for at brænde det. Så drak vi en øl og tænkte ikke på festival før april året efter.
Med hjælp fra Erik Clausen, som havde optrådt på den allerførste festival, fik vi fat i Christianshavns Bluesband med blandt andre Lone Kellermann og Gasolins Franz Beckerlee.
Et lokalt rejsebureau havde sponsoreret en busrejse til Harzen, og Lone Kellermann gik rundt på scenen med et reklameskilt. Dét stejlede Beckerlee over. Han gemte sig i en bil og nægtede at komme ud.
Lone Kellermann bad mig om et par flasker stærk spiritus. Og med dem fik vi snakket os ind i bilen. Så belærte Beckerlee mig om, at man ikke skal være så kommerciel. Jeg tog imod belæringen - han havde jo ret - og så kunne koncerten gå i gang.

Så var der dengang, hvor...

Vi havde fået fat i Bill Wymann og hans band. Han var jo en del af Rolling Stones engang. Så en lokal samler fik snakket sig adgang til sit Stones-idol. Og så skete der det overraskende, at Bill Wymann også viste sig at være samler. Så de to sad længe og snakkede om gamle dage, billetter og pladecovers. Wymann bad udtrykkeligt om eksemplarer af vores program og billetter, så han kunne få dem indføjet i sin egen scrapbog.

Så var der dengang, hvor...

Bill Wymann var på festivalen. Hans management havde krævet et særligt backstage-område, men Wymann og hans band ville hellere ind til det almindelige område, hvor alle de danske musikere sad og hang ud.
Der blev helt stille i teltet, da Wymann trådte ind. Ivan Pedersen lænede sig over og sagde:
?Det er deres skyld, at jeg fik så dårlige karakterer i skolen, at jeg var nødt til at lære at spille guitar i stedet for.?

Så var der dangang, hvor...

Vi skulle holde festival for første gang. Vi lejede et lydanlæg ved Lydkompagniet. Det kostede 6.124 kroner og 40 øre. Og jeg tror, at vi lejede alt, hvad de havde af grej. Samtidig lånte vi et partytelt ved Pedersholmsskolen. Og så holdt vi festival.
Vi bruger stadig Lydkompagniet. I dag hedder de Nordic. Og vi kan ikke nøjes med udstyr for 6.124 kroner og 40 øre.

Så var der dengang, hvor...

Vi havde hyret Del Amitri. De var et hammergodt, skotsk orkester. Jeg sad i bilen og hørte radioavis, som fortalte, at Mærsks flypersonale strejkede. Så var der problemer, for dét betød, at orkesteret ikke kunne komme frem.
Heldigvis fik vi arrangeret et andet flyselskab. Men så måtte vi hente dem i bil. I Hamborg. Da de skulle hjem, bildte jeg dem ind, at der ikke var så langt til lufthavnen i København. Så kørte de af sted.

Så var der dengang, hvor...

Jean Michel Jarre skulle spille på festivalen. Men hans enorme laser-show var et problem, fordi festivalpladsen ligger i indflyvningsområdet til Billund Lufthavn.
Lufthavnens folk var flinke, men det viste sig, at Luftfartsstyrelsen skulle godkende alt. Alt! Så koncerten blev planlagt i mindste detalje, og en sikkerhedschef fra lufthavnen var til stede og i konstant kontakt med kontroltårnet.
Luftrummet over Jelling blev lukket, og alle fly, der skulle lette eller lande, blev omdirigeret.

Så var der dengang, hvor...

Elton John var hovednavn. Han skulle hentes i helikopter - ikke en lille reklame-helikopter, men en to-motors helikopter med to piloter. Så vi måtte leje en fra nordsøen.
Han skulle lande på fodboldbanen. Fordi han er så glad for fodbold, havde vi lagt en bold på straffesparkspletten, som han kunne sparke i mål. Men lufttrykket fra helikopteren gjorde, at bolden begyndte at trille af sig selv, mens Elton John løb bagved.
Til sidst trillede den i mål, uden at han havde rørt den. Et sjovt syn, som desværre ikke blev fotograferet, fordi området var spærret af for fotografer.

Så var der dengang, hvor...

Elton John næsten havde sagt ja til at spille hos os. Vi manglede kun én underskrift, som til gengæld trak ud. Så fortalte manageren, at hans datter lige var blevet manager for et lille ukendt orkester, der hed Mad Dog. Og hvis vi hyrede dem, ville det måske hjælpe.
Så det gjorde vi. Og så fik vi den sidste underskrift fra Elton Johns folk...

Så var der de gange, hvor...

Stjerner kan finde på at kræve alt muligt. En del af det stammer nu fra deres managere, som nogle gange bare skal vise deres værd. Andre gange handler det om, at stjerne spiller mange steder, hvor der ikke er styr på tingene. Så er de nødt til at kræve alting i en kontrakt. Men her hos os er der styr på tingene, og derfor ender det som regel med at gå helt stille og roligt.
De fleste krav opfylder vi. Men ikke alle. Vi er for eksempel blevet pålagt at skaffe stoffer og ludere. Og det siger vi altså nej til.

Så var der dengang, hvor...

Den gamle Oasis-forsanger, Liam Gallagher, var her med sit nye band. Han er tosset med fodbold og ville frygtelig gerne se en bestemt kamp.
Så vi satte ham ind i en bil med chauffør og kørte ham af sted til værtshuset Charlies i Vejle. Her sad de to og drak øl og så fodbold. Uden at der var nogen problemer med det. Dét er udmærket udtryk for, hvordan danskerne har det med berømtheder: Ret afslappet.

Så var der dengang, hvor...

ZZ Top skulle komme. De havde egen kok med og havde fået deres eget backstage-område. Men de syntes så godt om det almindelige område og køkkenet dér, at deres medbragte kok måtte derind og lave mad til dem.
De kunne med det samme mærke den afslappede stemning, så bandet trissede roligt rundt - også ude på festivalpladsen. Deres sikkerhedsfolk var helt rundt på gulvet. Men det gik selvfølgelig fint - som det jo altid gør her i Jelling.

Så var der dengang, hvor...

Otto Brandenburg skulle spille her. Han havde lige været med i en julekalender og var meget populær. Han gik rundt og hilste på alle, mens hans musikere blev mere og mere sure. Til sidst kørte de hjem. Imens fik Otto sig en tår med festivalens andre musikere. Og så en tår mere. Og han blev mere og mere fuld.
Meget sent den nat ringede Ekstra Bladet til mig. Jeg blev glad over, at festivalen nu endelig skulle have sit mediegennembrud. Men det viste sig, at Otto Brandenburg var røget i fængsel for at slå en dsb-mand i toget på vej hjem.
Senere ringede Brandenburg til mig undskyldte, at han sådan havde givet festivalen dårlig omtale. Rar mand.

Så var der dengang, hvor...

Johnny Madsen skulle spille. Det var i festivalens ungdom, og jeg stod selv for at holde øje med, at tiderne blev overholdt, Jeg gav ham tegn til at stoppe, men han bad om lov til at spille ét nummer mere.
Jeg sagde ok og tænkte, at tre-et-halvt minut ikke gjorde noget. Men han spillede en medley på 18 minutter. Dén forsinkelse indhentede vi aldrig.
I dag er der meget stramme aftaler om tiderne...

Så var der dengang, hvor...

Eagle Eye Cherry aflyst sin koncert. Jeg blev ringet op af et lille, ukendt band, der gerne ville overtage pladsen. Jeg takkede nej og hyrede i stedet Patrik Isaksson, som spillede en ganske fin koncert.
Året efter vendte det lille ukendte band tilbage. De var i mellemtiden blevet en smuuule mere kendte. De hedder forresten Nephew.

Så var der dengang, hvor...

Vi hyrede et meget ungt orkester, der hed noget så dumt som Alphabeat. Dem placerede jeg på teltscenen.
Inden festivalen brød de igennem på hitlisterne. De spillede en af de bedste koncerter i teltet.
De har efterfølgende skrevet i vores jubilæumsbog: ?Fantastisk publikum. Fantastisk koncert. Lortehonorar?. Men de fik et ganske særligt forhold til Jelling Musikfestival. Og de vender tilbage i år.

Så var der dengang, hvor..

B.B. King skulle spille. Han var 80 år og fik sig en morfar i tourbussen.
Manageren og jeg gik hen og bankede på. ?It's time?, sagde manageren.
?Send them up,? svarede BB King. Så gik bandet på og begyndte at spille deres indledende opvarmning. Ti minutter senere bankede vi på igen. BB bad om to minutter mere, og så kom han ud. Han støttede sig til mig og sin manager, mens vi gik op ved siden af scenen. Så blev han præsenteret, rettede sig op og gik ind på scenen.
Efter koncerten gik han rundt og gav alle hånd, takkede for den gode behandling, den gode lyd, den gode mad, det gode lys og den venlige behandling. Så gik han ind i bussen, og da de kørte, vinkede han ud af bagruden. Rar mand.

Så var der dengang, hvor...

Scorpions skulle spille her. De krævede at blive kørt i hver sin limousine - altså fem i alt. Og de krævede politieskorte, da de skulle herfra.
Vi nægtede at betale limousinerne, så dén regning betalte de selv. Og eskorten endte med at være en af vores venner, der kørte forrest i sin meget slidte og bulede Mazda.
Den slags krav virker temmelig diva-agtigt, men de var nogle rigtig flinke fyre. Måske var det hele et krav fra en manager, der var gået for vidt. Den slags sker nemlig. Det er faktisk ikke så sjældent.