Fortsæt til indhold

Gentofte retter ind efter lockout-bøde

Gentofte Kommune har brudt konfliktreglerne under lockouten og skal nu ændre praksis og betale 50.000 kroner

Samfund
Af Anders Bruhn Kristensen

Mens de fleste lærere er forment adgang til klasselokalerne, arbejder de tjenestemandsansatte på helt normal vis i Gentofte Kommune. Det er nemlig et brud på konfliktreglerne, hvis de fører tilsyn med andre klasser end deres egne under lockouten. Men i Gentofte har tjenestemænd været på arbejde i indskolingen, selvom de skulle have undervist i udskolingen, og det koster nu en regning på 50.000 kroner, som kommunen skal betale Lærernes Centralorganisation (LC). Desuden har Gentoftes skoler justeret deres lockoutpraksis fra mandag morgen.
"De foreløbige meldinger går på, at tre skoler har ændret deres praksis, så enkelte udskolingsklasser får timer med tjenestemænd, mens nogle af de mindre klasser til gengæld vil blive sendt hjem", fortæller skolechef Hans Andresen, som understreger, at der kan blive justeret yderligere, men intet tyder på, at skoler må lukke helt.

Forskellig tolkning

Boden og det ændrede lockoutskema for elever og tjenestemænd er et resultat af Gentofte Kommunes og skoleledernes beslutning om at aflyse udskolingsklassernes timer for derefter at bruge lærerne til at holde opsyn med de yngre elever. Men denne omrokering har altså vist sig at være i strid med konfliktreglerne, hvilket kommunen accepterede på et møde med repræsentanter fra KL og LC.
"Vi var overbeviste om, at vi havde styr på det inden lockouten. Vi mente, at vi tolkede reglerne korrekt, men i detaljen er der fortolkningsspørgsmål, og nu retter vi selvfølgelig ind", forklarer Hans Andresen.
Borgmester Hans Toft (K) vil ikke forholde sig til, om Gentofte Kommune burde have undersøgt reglerne, inden lockouten blev iværksat. Men han understreger, at kommunen naturligvis skal følge reglerne.
“Vi havde fortolket reglerne for mulighederne for at føre tilsyn med børnene. Denne fortolkning var ikke korrekt på alle skoler og ændres nu, som det er aftalt med KL og LC. Den aftale overholdes naturligvis”, pointerer Hans Toft.