400.000 kr. til forskning i for tidlig fødsel
Jordemoder og ph.d studerende Jane Marie Bendix fra Nordsjællands Hospital har modtaget knap 400.000 kroner til sin forskning fra TrygFonden.
Gravide kvinder, der er i fare for at føde for tidligt, ordineres ofte strengt sengeleje som aflastningsbehandling i kortere eller længere tid.
I dag antyder forskningen, at sengeleje for gravide kan have mange negative effekter, mens man endnu ikke har et klart billede af eventuelt positive effekter, oplyser hospitalets nyhedsbrev.
Det vakte jordemoder Jane Marie Bendix' nysgerrighed og blev grundlaget for hendes ph.d-projekt, der nu støttes med knap 400.000 kroner fra TrygFonden.
Pengene skal Jane Marie Bendix bruge i sit projekt til at kortlægge omfang og betydning af behandling med sengeleje og hvile til gravide, der er indlagt med risiko for at føde før 34. uge.
I dag føder godt seks procent af danske gravide kvinder før 37. uge, og andelen er stigende.
Ph.d-projektet forventes færdiggjort i slutningen af 2014.