Fortsæt til indhold

Trækfuglene trækker i harmonikaen

Under hele messen i Kirial kan man høre harmonikatoner og sang fra Trækfuglene

Samfund
Anette Bonde

"Calle Schewens vals", "Mormors kolonihavehus" og John Mogensens slager-perler er på repertoiret sammen med over hundrede andre hits, når Gunnar Mortensen og hans to med-trækfugle Mona Christensen og Birgit Tonsgaard trækker i harmonikaerne. Trioen har også en helt lokal sang med, nemlig "Grenaa gamle stad".
Trækfuglene spiller under hele Kirial-messen, det vil sige fra klokken 10-16.

Kom i snak med Ib

Trækfuglene er godt kendt på Djursland, men også i mange andre hjørner af Danmark. Gunnar Mortensen fortæller, at trioen netop har spillet i Brønderslev på Sjælland og i Ejby på Fyn, og til sommer bliver harmonikaerne pakket ud ved Silkeborg-bådene ved Ry.
"Vi har rigtig meget at lave," smiler Gunnar Mortensen og gør antallet af optrædende op til over 50 om året.

Dygtig sangerinde

Trækfuglene har spillet til Kirial-messen flere gange. Det startede, da Gunnar Mortensen skulle have repareret en motor til sin motorbåd. Han drog til Grenaa Marine, som Ib Ahm Nielsens virksomhed i Kirial hed dengang. De to kom i snak, og inden Gunnar Mortensen drog af igen var det aftalt, at der skulle være harmonika-musik ved den kommende Kirial-messe.
Gunnar Mortensen har været harmonikalærer på Djursland i 44 år, og har også undervist sine to medspillere i Trækfuglene. De tre harmonikaspillere fandt sammen for seks-syv år siden, og kan både spille med og uden sang.
"Vi har en rigtig dygtig sangerinde", fortæller Gunnar Mortensen med henvisning til Birgit Tonsgaard, der ind imellem griber sangmikrofonen.