Fortsæt til indhold

Særlige pasningsregler i landsbyerne?

Samfund
Erling Baastrup

På seneste byrådsmøde var et punkt på dagsordenen, som fik en principiel karakter. "Stemmer vores visioner sammen med virkeligheden" kunne overskriften hedde.

Lukning i Skjød

Debatten blev sat i gang af Hanne Smedegaard (V) på foranledning af lukningen af Skjøds eneste dagpleje.
Baggrunden er et drastisk fald i antal børn i dagplejen generelt.
Det har jo givet en del debat, og hovedpointen i indlægget var, om de lidt blødere vendinger i visionerne for landsbyerne stemmer overens med det faktum, at landsbyen Skjød gerne vil tiltrække folk og samtidig ikke kan tilbyde en lokal pasningsningsmulighed.

”Behov” hos politikerne

Der var enighed om, at administrationen følger de regler, som politikerne har udstukket, men:
"I visionerne tales der om "behov", men det er os som politikere, der definerer, hvad "behov" betyder," sagde Hanne Smedegaard.
Udvalgsformand Erik Høeg (SF) gjorde opmærksom på, at der ikke er tale om nedskæringer. At lukningen alene skyldes det faldende pasningsbehov.
"Vil I have specielle regler for landsbyerne," lød hans spørgsmål.

Må koste lidt

Der var fra flere sider ellers rosende ord til, at denne problemstilling blev taget op:
"Jeg vil gerne rose Venstre for at tage sagen op. Vi har en ny situation, og det må godt koste lidt," replicerede Niels Flade Nielsen (S) og henviste til, at der er flere penge i kassen nu, end da pasningsreglerne blev vedtaget.

"Det er en god diskussion, som skal tages op i børn- og skoleudvalget," supplerede Joachim Laursen (S).

Kollisionskurs

"Det er interessant, når vores fine visioner kolliderer med det nede på jorden. Jeg har før følt, at vi har vedtaget to ting, som strider mod hinanden," lød det fra Anne Grethe Dahl.
Hvordan man skulle komme videre med sagen var der ikke helt enighed om. De fleste mente, at sagen skulle klares i udvalget for at blive "kvalificeret".
Ikke alle var enige: "Mine holdninger skal jeg nok komme med i udvalget, men det er så tværfagligt, at også byrådet skal ind over," sagde Flemming Nørgaard (V).