Fortsæt til indhold

Ok med landbrug og erhverv

God vilje til at overholde miljøreglerne i Norddjurs

Samfund
Anette Bonde

Det er mest småtterier, der er galt, når der sker overtrædelser på miljøområdet i landbrug og erhverv i Norddjurs. Efter gennemgangen af resultaterne for miljøtilsynene i 2012 melder Norddjurs Kommune, at det går fornuftigt.

Erhverv

Med hensyn til virksomheder har miljøtilsynet igen i 2012 kun meddelt få henstillinger, samt nogle enkelte påbud. Det noteres, at der tages stort hensyn til omgivelserne, hvor grundene generelt er ryddelige og præsentable.
Desuden vækker det tilfredshed, at der er 27 virksomheder som gør en ekstra indsats for miljøet. Disse 27 virksomheder har således modtaget kommunens grønne GMC Miljøcertifikat. Udover at udvise omtanke for miljøet, er der også sat fokus på, at omkostningsminimere ved indkøb af råvarer og materialer samt begrænse udgifter til affald og spildevand.

Landbrug

På landbrugsområdet er der i 2012 registreret cirka 90 forhold, som har resulteret i håndhævelse af lovgivningen. De fleste af disse forhold er mindre alvorlige.
Dog har overproduktion givet anledning til flest håndhævelser, hvor hele tre tilfælde har været så alvorlige, at det har medført politianmeldelse. Overproduktion har i 2012 været et større problem end tidligere, og fra kommunal side fnoterer man med tilfredshed, at også Djursland Landboforening har sat fokus på problemet i sit medlemsblad.