De unges uddannelsesdrømme bliver knust i lockouten
De svage unge, der skal have hjælp til at søge uddannelse, er nogle af taberne i lockouten
Hej Kamilla. Jeg har fået et brev fra skolen, men hvad er det, de skriver?
Sådan lød ordlyden i en SMS sendt i sidste uge fra en af de unge, som uddannelsesvejleder Kamilla Palsgaard støtter og vejleder til at få en uddannelse og en god fremtid.
Men Kamilla Palsgaard måtte ikke hjælpe denne gang. For hun er blandt de uddannelsesvejledere i Frederikssund og Egedal, som er lockoutet sammen med Danmarks Lærerforening.
Og det har fået følger for den unge bag SMS'en. Det viser sig nemlig, at den unge skulle have været til en optagelsesprøve for at komme ind på sin drømmeuddannelse.
Men at der var sat en dato på samtalen, har den unge ikke forstået og møder derfor ikke op. Konsekvensen bliver, at skolen vurderer, at eleven ikke er egnet til at starte til sommer.
En synd og skam mener uddannelsesvejleder Kamilla Palsgaard, der er sikker på, at den unge SMS-afsender ville have gjort alt, hvad der skulle til for at komme ind.
Drømmeuddannelsen går altså i vasken her i første omgang - nu skal den unge finde på noget andet at give sig til. Eller vente et år på at søge igen.
Det er bare et eksempel på konsekvenserne af, at uddannelsesvejlederne er lockoutet.
Løber panden mod muren
I UU Vest er halvdelen af vejlederne for Egedal og Frederikssund lockoutet. Men det er der ingen, der ved, siger en gruppe af vejledere, som Lokalavisen har talt med. For vejlederne må kun oplyse de unge, der søger råd om, at de ikke er til at træffe – ikke hvorfor.
Det har gjort uddannelsesvejlederne bange for, at de mister kontakten med flere unge her under lockouten. En personlig kontakt, som de ellers ved er vigtig for den svage gruppe af unge, der har svært ved at kontakte voksne.
”Når de unge pludselig får motivationen og endelig får taget initiativ til at tage fat i en vejleder, så står de der og løber panden mod en mur. Uden at forstå hvorfor. Og hvad konsekvenserne bliver af dét, er vi bekymrede for,” siger Kamilla Palsgaard.
Store konsekvenser for den enkelte
Hun og hendes kollega Allan Hänsch medgiver, at det ikke er hordevis af unge, som i løbet af konfliktens første halvanden uge har måttet gå forgæves. En dag kan uddannelsesvejlederne modtage to opkald, den næste måske 20.
Men konsekvenserne kan stadig være store for de enkelte unge - ligesom det var tilfældet for den uheldige SMS-afsender, siger Allan Hänsch , der er uddannelsesvejleder i Egedal Kommune.
”Og varer lockouten i en måned, så bliver det en katastrofe,” siger han og forklarer om forårsrytmen i uddannelsessøgningen.
I slutningen af april får de fleste unge nemlig svar på deres ansøgninger om at komme ind på ungdomsinstitutionerne. Og kan de ikke komme ind på plan A – så skal de have hjælp og vejledning til at finde en god plan B.
Problemet er bare, at uanset om de unge vil på en anden ungdomsuddannelse, på produktionsskole, tage opkvalificerende fag på VUC eller hvis de ønsker sig en mentor, så kræver det altsammen en uddannelsesvejleder at gå igennem. Et fuldt stop, som Kamilla Palsgaard kalder det.
Ingen hjælp at hente
Her kunne det derfor være smart, hvis Kamilla Palsgaard og Allan Hänschs kollegaer trådte til og hjalp dem, der har mest brug for det. Men det må de ikke.
For uddannelsesvejlederne i UU Vest har hver deres specifikke geografiske områder - eksempelvis tager Kamilla Palsgaard sig af alle unge, der kommer fra Slangerup. Og fordi arbejdsopgaverne er så specifikke, kan de ikke lockoutede kollegaer ikke hjælpe - for så udfører de konfliktramt arbejde, fortæller Kamilla Palsgaard og Allan Hänsch .
Han forstår godt, hvis de unge bliver frustrerede over ikke at få hjælp, når de endelig beder om den.
"For nogle kan det jo opleves som et tillidsbrud. Der har måske været planlagt møder og samtaler. I stedet møder de en lukket dør."