Jacob Morild kigger Allingåbro efter på vrangen
Jacob Morild tager en tur igennem Allingåbro med filmhold og notatblok
I ugen op til lørdag 20. april vil man i Allingåbro kunne møde skuespiller, tekstforfatter, komiker m.m. Jacob Morild sammen med et filmhold.
De dukker op flere steder for gennem billeder og samtaler at tage pulsen på Allingåbro.
Det sker i bedste Jan Gintberg-stil, hvor nogle af borgerne får en tur i vridemaskinen. Og alt sammen for at give publikum på Allingåbro Hotel en morsom aften lørdag 20. april. Den har titlen "Allingåbro på vrangen".
"Ingen kan vide sig sikker"
"Ingen kan vide sig sikker på ikke at blive shanghajet og dermed blive en del af historien", lyder det fra Aktiv Allingåbro, der står bag set-up'et og aftenen.
Forud for Jacob Morilds indlæg vil der blive serveret en tapas menu, og efterfølgende vil der være hyggemusik og plads til en svingom. Billetter kan købes i Allingåbro Brugs.