Danmarks bedste schæferhund jagter nye mål
Gina er under uddannelse til at blive international redningshund
Når Per Høiler går tur med sin 22 måneder gamle schæferhund Gina, foregår det ikke i Bernstorffsparken og andre yndede steder for hundeejere.
Så sker det i Gentoftes bymidte en travl lørdag formiddag, på togstationer, kirkegårde, skaterbanen og plejehjem. Ginas næse skal nemlig trænes under alle tænkelige forhold med så meget støj, støv, stress og så mange mennesker som muligt.
Gina og Per Høiler, der også er formand for Jægersborg Boldklub, blev i december 2012 optaget til uddannelse i Beredskabsstyrelsen.
Målet for Gina, som Schæferhundeklubben i Danmark netop har kåret til Danmarks bedste schæferhund, er at blive international redningshund. Hun skal lære at finde frem til ofre, der ligger dybt begravet under beton og murbrokker, ved egen hjælp klatre op og ned ad stiger, krybe gennem underjordiske gange og finde sig i at blive hejst højt op i sammenstyrtede ejendomme og langt ned i dybe skakter.
Sidste chance for at bestå prøven er i maj 2014. Dumper Gina, er det farvel og tak.
Består Gina eksamen, vil hun sammen med Per Høiler blive tilknyttet den internationale USAR (Urban Search and Rescue) beredskabsstyrke. Det betyder, at makkerparret med 10 timers varsel skal møde i Herning og derfra flyve ud til verdens brændpunkter som f.eks. jordskælvet på Haiti og tsunamien i Thailand.
De nationale katastrofeopgaver her i Danmark er heldigvis langt mere sjældne og mindre omfattende. Sidst der var bud efter redningshundene var, da Ballerup Arena styrtede sammen i 2003.