Fortsæt til indhold

Kanonslag giver livsvarig karantæne

Den nordjyske ishockeytilskuer, der forleden kastede et kanonslag ind på isen efter finalekampen i Fredreikshavn, har set sin sidste kamp live

Samfund
Af Peter Rasmussen

Nogle gange kan der være langt fra ord til handling, men ikke hos Frederikshavn White Hawks.
Da en tosset nordjysk ishockeytilskuer efter finalekampen forleden i Sanel Ishockey Arena valgte at kaste et kanonslag ind på isen - og næsten ramte SønderjyskE trænerduoen Simioni og Ceman - tog alle afstand fra hændelsen.
I en sådan situation siger men ting som: "Vi skal nok finde den skyldige" og "Den slags finder vi os ikke i".
Som sagt så gør de rent faktisk som de siger i Frederikshavn. Her har arenaens vagtkorps arbejdet på højtryk siden i fredags, og ved hjælp af vidner har man fået identificeret "kanonslagskasteren". Han er endnu "kun" visuelt identificeret, hvilket vil sige at man endnu ikke kender navn og adresse, men at man ved hvordan han ser ud.
"Elite Nord Frederikshavn og spillerne fra White Hawks tager kraftig afstand fra afslutningen på den tredje DM finale i fredags i Frederikshavn. En fantastisk aften stoppede næsten brat, da en eller anden fandt på den tåbelige idé at kaste et kanonslag ind på isen," skriver klubben på sin hjemmeside, og fortsætter:
"Med hjælp fra vagtkorpset og indtil flere fremmødte tilskuere er det lykkedes visuelt at finde frem til synderen. Vagterne kender ikke navnet, men ved hvordan han ser ud. Elite Nord Frederikshavn og vagtkorpset arbejder videre på højtryk på at finde frem til navnet på gerningsmanden. Elite Nord Frederikshavn overvejer en politianmeldelse. En ting er sikkert, personen behøver ikke møde op til fremtidige kampe i Frederikshavn, da der er udstedt livsvarigt karantæne." Klubben slutter:
"Sagen er ødelæggende for ishockeysporten i Frederikshavn og den ellers gode stemning der er i og omkring kampene i Scanel Hockey Arena."