Co-Ro satser på Kina
Omsætningen i Kina skal fordobles. Minimum. Sådan lyder planen for Frederikssund-virksomheden Co-Ro, der årligt sælger saftevand for ca. 150 millioner kroner til kineserne
Frederikssund Frederikssund-virksomheden Co-Ro har i al stilfærdighed linet op til et massivt vækst-eventyr i Kina.
Omsætningen i “Riget i midten” skal fordobles på fem år - og gerne mere, fremgår det af et Børsen-interview med Nils Rønnow, der er direktør for virksomhedens kinesiske aktiviteter.
Således står en ny fabrik snart klar i millionbyen Foshan i det sydlige Kina.
I forvejen har Co-Ro 100 ansatte på en fabrik få kilometer derfra - men den nye fabrik gør det muligt at øge kapaciteten med helt op til tre-fire gange.
Co-Ro har haft produktion i Kina siden 1995, og det kinesiske marked står i dag for cirka 10 procent af virksomhedens omsætning på 1,5 Mia. Kroner. Det svarer til, at der i 2011 blev solgt ca. 6 Mio. liter ufortyndet Sunquick-saft til kineserne.
I de kommende år skal der imidlertid skrues kraftigt op for blusset:
"Jeg har fået et klart opdrag med i lommen, nemlig at vi skal fordoble omsætningen i Kina på fem år. Det regner jeg bestemt med, at vi når. Kina er et sted, hvor vi skal vokse hurtigere end andre markeder. Jeg kunne godt forestille mig, at Kina blev det største Sunquick-marked i verden," siger Nils Rønnow til Børsen.
Selv om kineserne drikker masser af dansk saft, sker det, uden de er særligt opmærksomme på det i de private husholdninger.
Co-Ros produkter sælges nemlig mest til restauranter, hvor det ifølge Børsen typisk bruges til cocktails eller i madlavningen.