Fortsæt til indhold

Millioner på vej til Fredericias facader

Det store A. P. Møller-støttede renoveringsprojekt i Fredericia er snart klar til at komme i gang

Samfund
Peter Friis Autzen

"Se, dét der er jo ikke det kønneste."
"Nej, det kan vi godt blive enige om. Men oprindeligt var bygningen faktisk meget smuk - blandt andet med hvælvinger her ved porten."
Sådan lød en ordveksling, da den netop udnævnte bestyrelse for Bevaringsfonden for Fæstningsbyen Fredericia, gik en tur i Fredericias bymidte for at se nærmere på nogle af de facader, der kan få støtte til renovering i den kommende tid.
Med på turen var Ove Hornby fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Fonden har foræret Fredericia 50 millioner kroner til projektet, som skal forskønne den historieske del af Fredericias centrum.
”Vi har fået en god start på projektet, og Fonden ser frem til et godt samarbejde med Fredericia Kommune de kommende år. Vi håber, at byens borgere og ejerne, der byder ind med forskønnelse af deres ejendom, vil få glæde af midlerne," siger Ove Hornby. Han er også blevet næstformand i den lokale fond, der skal fordele de 50 millioner kroner.

Hvem kan få støtte?

Den 16. april klokken 18:30 holder Fredericia Kommune et informationsmøde i byrådssalen, hvor de nærmere regler for støtte og ansøgningsprocedurer fremlægges. Håbet er, at op mod 500 privatejede ejendomme kan få støtte til facaderenoveringer. Typisk til renovering af vinduer, døre, porte og andet, der kan ses udefra. Støtten er skattefri og vil blive givet ud fra en række kriterier, der fremlægges på borgermødet. Nogle projekter vil blive støttet med store beløb, andre med små.

På Axeltorv studerede gruppen blandt andet det høje spir over genbrugsforretningen. Foto: Peter Friis Autzen

I gang nu

Projektet har været under opsejling i fire måneder. Men nu skal der også gerne til at ske noget.
"Vi har forberedt en ansøgningsprocedure, hvor vi sikrer, at alle ansøgninger er helt færdige og klar, inden de når frem til afgørelse. Det skulle gerne sikre, at der kommer et godt tempo over det," siger Irene Jensen, planlægger i By & Erhverv, i Fredericia Kommune.
Der åbnes formentlig for ansøgninger midt i maj. Hele processen kræver dog også en ny lokalplan - og sådan en kræver tid. Den nye lokalplan ventes først færdig til maj næste år. Og så skulle de mange godkendte ansøger-projekter og deres arbejdstegninger gerne ligge klar til arbejdsstart.

"Det handler om at gøre byen smukkere. Men også om at tydeliggøre byens historie."

Bodil Schelde-Jensen Kultur- og fritidschef