Endelig kom TV2 til Voldum
TV2 Østjylland kom og dækkede optakten til Voldumkampagnen i juni
Så kom TV2 endelig til Voldum - dog ikke bandet TV2 der skrev sangen "Line Jørgensen, Voldum", men TV 2 Østjylland.
Bosætnings-kampagne
Anledningen var lanceringen af Voldum-kampagnen, der er iværksat af Voldum Lokalråd. Hensigten er at afværge udkantstendenser med fraflytning, tomme huse og et skrantende lokalsamfund.
Søndag 2. juni inviterer Voldum således indenfor til "Åben Landsby", og satser på gæster fra hele Østjylland der får lejlighed til at kigge indenfor i byens institutioner, virksomheder, foreninger med mere.
TV2 Østjylland havde valgt at tage turen til Voldum i tirsdags for at dække optakten til kampagnen. På mødet i Voldumhallen blev der informeret om baggrunden for kampagnen, hvordan den skal forløbe, og endelig ønskede lokalrådet at få tilkendegivelser fra sponsorer, der vil hjælpe med finansieringen af annoncering med mere.
Rundt i byen
TV2 Østjylland kom til Voldum allerede om eftermiddagen, hvor journalist Susanne Diekema gik en tur rundt i byen sammen med Gert Jacobsen, der er med i kampagnegruppen.
Indslaget med ham blev sendt allerførst i lokal-nyhederne klokken 19.30. Derefter blev mikrofonen rakt hen mod Holger Bjerregaard, formand for Voldum Lokalråd, der på live-tv fra mødet forklarede, hvad hensigten med kampagnen er. Han gav udtryk for, at man i Voldum er sikre på opbakning fra byens borgere og et godt forløb videre frem.
Efter mødet stod det klart, at mange velvillige sponsorer gerne vil hjælpe med finansieringen af Voldum-kampagnen.