Mtiliga bliver i FC Nordsjælland to sæsoner endnu
De sidste kontraktdetaljer mellem Mtiliga og FC Nordsjælland er faldet på plads
FC Nordsjællands venstreback, Patrick Mtiliga, bliver i klubben to sæsoner mere. De sidste detaljer omkring kontraktforlængelsen faldt på plads torsdag formiddag.
"Patrick er én af de bærende kræfter på holdet og har været en vigtig del af både mesterskabssæsonen og denne sæson, der har stået på både Champions League og topkampe i Superligaen. Vi er derfor, naturligvis, endog rigtig glade for, at vi og Patrick er blevet enige om, at forlænge kontrakten, så den nu gælder frem til sommeren 2015," siger FC Nordsjællands sportsdirektør, Jan Laursen.
"Vi arbejder kontinuerligt på at optimere truppen, og her er det et vigtigt og ambitiøst signal, at vi kan arbejde videre med nogle af de spillere, der har været - og forhåbentlig fortsat vil være - profiler både for FC Nordsjælland og i Superligaen", siger han.
Patrick Mtiliga selv er også en glad mand i dag.
"Jeg er rigtig glad for at være i FC Nordsjælland. Vi spiller en omgang inspirerende fodbold og arbejder videre med at udvikle os og spillet i en positiv retning, og det vil jeg meget gerne være en del af i fremtiden. Derfor er jeg glad for, at FC Nordsjælland var interesseret i at forlænge, og jeg har egentlig ikke tænkt i andre retninger," siger Mtiliga til fcn.dk.
Patrick Mtiliga startede i FC Nordsjælland i 2011, og den nye kontrakt med Patrick Mtiliga løber til sommeren 2015
"Jeg har været meget positivt overrasket over den professionalisme der er i hele klubben og den måde man målrettet arbejder både sportsligt og på alle andre områder, så jeg kan kun sige, at det er en god dag. Jeg glæder mig til at fortsætte, men også til at lære mere nyt og udvikle mig selv endnu mere," siger forsvarsspilleren.
.