Fortsæt til indhold

Rekordomsætning i Genbrugsen i Ørsted

Omsætning på 400.000 kroner sidste år i Genbrugsen i Ørsted

Samfund
Anette Bonde

Genbrugsen i Ørsted, der startede i 1988, havde en omsætning på 69.000 kroner det første år. Hvert år har omsætningen været støt stigende, og sidste år var den på cirka 400.000 kroner. Det er den største omsætning i butikkens historie, fortæller Gerda Bach fra Y's Men's Club, der sammen med KFUM og KFUK står bag Genbrugsen.
?Det er en del, der sælges i betragtning af, at mange af tingene kun koster 5–10 kroner.?
Det er både kunder fra lokalsamfundet, der handler i Genbrugsen, og der er også mange fra sommerhusområderne, der kigger indenfor.
Gerda Bach fortæller, at Genbrugsen særlig i disse dage har stor søgning.
"Nu hvor lærerne er lock outet og børnene har fri, vrimler det med folk. I dag, hvor jeg var i butikken, sad børnene på gulvet og legede og hyggede sig."

Overskuddet deles ud

Gennem alle årene er overskuddet blevet uddelt til gode formål. Det seneste års tid er der blevet uddelt cirka 120.000 kroner dels til børne- og ungdomsarbejdet i lokalområdet, dels til nødhjælpsarbejdet i såvel Danmark som i udlandet samt til projektuger i butikken, hvor forskellige organisationer er blevet støttet med ugens omsætning. Derudover har Genbrugsen faderskaber til børnefonden, ligesom man donerer støtteannonceringer for forskellige formål.
På repræsentantskabsmødet i marts blev det besluttet at uddele resten af årets overskud på cirka 70.000 ligesom man vedtog at tage ekstra 100.000 kroner fra kassebeholdningen til blandt andet Læger uden grænser, julemærkehjemmet og ulandsindsamlinger.

Vel anvendt mødelokale

Bag butikken er der et stort mødelokale, som bliver brugt flere gange om ugen, dels til de to foreningers møder og af en klub for ældre kaldet +80erne. På loftet har børneklubben et råderum, hvor de har plads til at folde sig ud.
Genbrugsen er således til gavn og glæde for mange. Gerda Bach fortæller, at både hun og de frivillige i butikken også sætter pris på det sociale samværd.
"Det er en ekstra løn udover glæden ved at udføre frivilligt arbejde for en god sag".
Der er altid venteliste for at blive frivillig i butikken. Lønnen består i en årlig sommerudflugt og julefrokost.