Fortsæt til indhold

Er Skanderborg kommune blevet en del af Udkantsdanmark?

Samfund
Af Borgmester Jørgen Gaarde (S) og Byrådskandidat Henrik Müller (S)

I snart to år har Anders og Irma forsøgt at gå på efterløn. De har drevet den lille købmandsbutik i Hylke. Men nu er det tid til at give stafetten videre. Forretningen er sund, og der er flere interesserede købere. Der er bare det problem, at ingen af køberne kan låne penge. Det er ikke fordi, der ikke er velvilje hos de lokale banker. Men når sagerne skal til godkendelse i København, er meldingen den samme: Det er for langt ude på landet. Der er desværre en del af den slags historier for tiden. Hver for sig enkeltstående historier med hver deres omstændigheder. Men sammen tegner de et billede, der giver anledning til eftertanke. Det er normalt historier, der hører til i de hårdt trængte udkanter af Danmark. Er Skanderborg kommune blevet en del af Udkantsdanmark?
Udfordringerne med at låne penge har konsekvenser. En af konsekvenserne er, at folk stavnsbindes, og at der ikke sælges nye grunde. Det betyder mindre tilflytning. For foreningslivet er det et problem, for en gang imellem skal der nye kræfter til. For kommunen giver det også problemer. Børnetallet falder. Derfor må kommunen justere på antallet af pædagoger og lærere. Og i værste fald lukke institutioner. For erhvervslivet er der også konsekvenser. Her skal der også løbende nye kræfter og ideer til. Alle store virksomheder er startet i det små. Når små erhvervsdrivende og iværksættere ikke kan låne penge, kan kommunen komme til at mangle en generation af erhvervsdrivende. Det kan betyde manglende arbejdspladser. Det er derfor vigtigt, at bankerne investerer i lokalt!
Da finanskrisen satte ind, trådte fællesskabet til og holdt hånden under bankerne. Det er derfor svært som almindelig borger eller lille erhvervsdrivende at forstå, at bankernes tak, er at gøre det så svært at låne penge. Men hvorfor skulle bankerne tage sociale eller lokale hensyn? Sandheden er at bankerne har stor indflydelse på samfundet. Derfor har de også et stort ansvar. Historien viser også, at virksomheder, der engagerer sig og tager ansvar klarer sig bedst på lang sigt. Folk der flytter til kommunen og nye iværksættere skaber omsætning. Det er til fordel for bankerne. Lokalt engagement giver også mere loyale og engagerede kunder. Noget for noget. Der er derfor mange gode grunde til, at bankerne bør engagere sig mere lokalt, og lægge pres på dem, der sidder langt væk. Særligt dem der mener, at Skanderborg kommune er Udkantsdanmark.
Skanderborg kommune har landets næstlaveste arbejdsløshed, styr på økonomien, mange succesrige virksomheder, smuk natur, et blomstrende kulturliv, god infrastruktur og meget mere. Listen er lang. Der er derfor mange gode grunde til at investere i kommunen.
Vi vil arbejde på at hjælpe lokale iværksættere og sikre attraktive tilbud til nye tilflyttere. Samtidig vil vi gerne give en opfordring til alle lokale banker om at stå op for kommunens borgere og virksomheder, når de har brug for det.Og sidst men ikke mindst så skal der gøres noget ved at nogen fejlagtigt opfatter kommunen som Udkantdanmark. Vi skal fortælle den sande historie om Skanderborg kommune - en af landets bedste kommuner!