Fortsæt til indhold

“Nu er det mig der styrer sygdommen”

20-årige Rikke Bjerg havde flere gange forsøgt selvmord, hun skar i sig selv og havde isoleret sig for omverdenen. En plads i unge-gruppen på CSV reddede hendes liv

Samfund
Anne Andersen

Når man ser på Rikke Bjerg skiller hun sig ikke ud fra andre unge kvinder. Hun smiler, er i mødekommende og velformuleret.
Sådan var det dog ikke for få år siden. Her var hende sygdom ved at få overtaget og det var tæt på at ødelægge hendes liv.
"Jeg fik diagnosen borderline, og jeg har været rigtig langt nede. Jeg har flere gange taget for mange piller, jeg led af en spiseforstyrrelse og jeg skar i mig selv. Jeg isolerede mig fra andre mennesker, jeg havde mange humørsvingninger og jeg græd rigtig meget", fortæller Rikke Bjerg og fortsætter.
"I efteråret 2011 var jeg lige flyttet ind på et bosted, og her så jeg en brochure for CSV (Center for Specialundervisning og Rådgivning til unge og voksne). Jeg kontaktede dem og begyndte på et unge-hold heroppe, og det ændrede alt", smiler hun.

Et fællesskab

Rikke havde i sit unge liv allerede lidt mange nederlag med uafsluttede uddannelsesforløb og dårligt selvværd. Men ved at komme i en gruppe med andre unge, fik hun øjnene op for, at hun ikke var ene om, at have det svært.
"Det betød alt at komme i en gruppe, hvor jeg ikke altid behøvede at forklare mig selv. De andre kunne forstå, at hvis jeg ikke kom en dag, så var det ikke bare fordi, at jeg hellere ville blive hjemme under dynen, så var det fordi jeg havde det skidt", pointerer hun.
"Hvis jeg ikke var startet på skolen, så tror jeg helt ærligt, at jeg var endt på kontanthjælp, og jeg havde slet ikke fået nogen uddannelse", anslår Rikke, der i dag er i gang med en HG, og hvis alt går efter planen, starter på uddannelsen som tandklinikassistent til august.
Rikke Bjerg skal leve resten af livet med diagnosen, men hun har i dag så meget styr på sin sygdom, at hun også forsøger at hjælpe andre. "Det bliver ofte opfattet som et skældsord, når man fortæller, at man er psykisk syg. Hvis jeg eksempelvis manglede et ben, så ville folk kunne se, at jeg ikke havde det godt. Så jeg forsøger at fortælle folk, at det er okay, hvis man har det skidt. Der er hjælp at få", konkluderer hun.
Rikke Bjerg bor i dag i Aabenraa sammen med sin kæreste som hun skal giftes med i juli måned.

Rikke Bjerg viser stolt sin vielsesring frem, kjolen er købt og om få måneder skal hun giftes med sin kæreste