Dialogmøde om vindmøller i Hevring Ådal
Politiske partier og borgere i området ved Hevring Ådal inviterer til møde om vindmøllerne onsdag 24. april
Langhøjskolen i Vivild lægger rammer til et dialogmøde om opstilling af de planlagte vindmøller i Hevring Ådal. Det er onsdag 24. april klokken 19-22.
Kommunalbestyrelsen besluttede på sit møde i marts at udsætte udmøntningen af vindmølleplanen, mens revisionen af vindmøllecirkulære og vindmøllebekendtgørelse er i gang.
Mulighed for at samle op på den høring
Undervejs i kommunens planlægning har borgere efterspurgt svar på forskellige ting fra politikerne, og borgmester Jan Petersen har set muligheden for en ekstra snak mellem politikere, projektmagere og borgere i området. Han har således bedt gruppeformændene om at afholde et dialogmøde. Mødet arrangeres af de politiske partier i samarbejde med repræsentanter for borgerne i området.
Lars Møller, der har fået til opgave at koordinere mødet, peger på at Norddjurs på mange måder er egnet til opstilling af vindmøller, og at man er omhyggelig, når der skal tages stilling til de konkrete projekter. I øjeblikket afventer man resultaterne af gernnemgangen af vindmøllecirkulære og bekendtgørelse og de eventuelle ændringer, den medfører.
"Det giver så mulighed for at vi kan samle op på den omfattende høring, som er gennemført."
Ser fordele i at mødet ligger nu
Henriette Vendelboe, Sorvad, har været særlig aktiv for at få mødet i stand. Hun glæder sig til at få besvaret de spørgsmål, der er stillet af borgere i området og selv om det ligger sent i forløbet i forhold til beslutningstagning, ser hun også fordele i, at det ligger nu.
"På nuværende tidspunkt har alle politikere haft mulighed for at gennemlæse de mange høringssvar fra borgerne."
Ved mødet byder Jan Petersen velkommen, og der vil derefter være indlæg af Lars Møller, beboer i området Ove Nielsen, Henriette Vendelbo og projektmager Erling Salling Olesen.