God akutjobindsats i Hørsholm
Hver tredje akutledig i Hørsholm Kommune er kommet i job eller uddannelse. Men der er stadig meget at gøre, erkender kommunen
Det går rigtigt godt i Hørsholm Kommune med at få de dagpengetruede ledige beskæftiget.
32 procent eller hver tredje af de 137 ledige i kommunen, der er omfattet af akutpakken og dermed i akut fare for at ryge ud af dagpengesystemet, er enten kommet i ordinært job eller uddannelse.
"Det er vi meget glade og skyldes både jobcentret og erhvervslivets indsats. Det er dog vigtigt fortsat at have fokus på området - også fremadrettet," siger formand for erhvervs- og beskæftigelsesudvalget i Hørsholm Kommune, Henrik Klitgaard (Rad.).
Stadig mange
Selvom det går godt med at få beskæftiget de akutledige i Hørsholm, og flere derudover enten er gået på efterløn eller pension, er der stadig 57 procent af de akutledige, der mangler at få et job eller en uddannelse.
Da alle de akutledige mister deres dagpenge senest til sommer, ved både kommunen og de jobformidlere, der bliver stillet til rådighed for at hjælpe de akutledige, derfor godt, at de ikke kan hvile på laurbærene, og at der stadig er et stort stykke arbejde at udføre.
"Jobcenter Hørsholm er glad for, at så mange borgere har fundet job via den særlige akutpakke-indsats. Men det er stadig en udfordring at sikre, at borgere på uddannelsesydelse og de borgere, der fortsat er omfattet af akutpakken, også kommer i arbejde," udtaler kommunen i en pressemeddelelse.
Uddannelse
En mulighed er at de akutledige tager et halv års uddannelse. Den giver dem ret til en uddannelsesydelse, som er på 60 procent af dagpengesatsen. Foreløbig 14 akutledige i Hørsholm Kommune har valgt at gøre det.