Fortsæt til indhold

Skoleelever får årets fest tilbage

Siden 2008 har Skovbyskolens skolefest været sparet væk. I år har en gruppe forældre sørget for at eleverne får deres fest tilbage

Samfund
Af Christina H. Langpap

Der er travlhed i skolekøkkenet på Skovbyskolen, hvor 860 sandwich skal smøres inden klokken fem.
"Vi vil, vi skal og det er vores job," siger fjerdeklasseseleven, Signe Haagh, med et smil på læben, mens hun meget præcist placerer en stribe remoulade på endnu en roastbeaf sandwich.
Hun er med sin mor i skolekøkkenet, hvor forældregruppen, Skovbyskolens venner, er ved at færdiggøre de sidste detaljer til årets fest for eleverne, der løber af stablen torsdag aften.
"Jeg glæder mig og jeg har faktisk en smule sommerfugle i maven," fortæller Signe Haagh.

Skolefesten blev sparet væk

Siden 2008 har der ikke været skolefest på Skovbyskolen, da skolen valgte at spare den væk. Men sidste år besluttede en gruppe forældre at gøre noget ved den manglende fest.
"Vi dannede en frivillig forældreforening, der skulle arbejde på at forskønne de sociale og fysiske rammer for skolen. Pengene fra festen i aften går til at forbedre udeområderne," forklarer Lene Haagh, og fortæller at Skovbyskolens venner især har fokus på de ældste elever:
"Vi håber, at nye udeaktiviteter kan aktivere de ældste elever og give dem tilhørsforhold til skolen. Vi håber også, at udearealerne kan betyde at andre end skolens elever vil bruge området," siger hun.
Det var Christina Erfort, der kom på ideen til festen.
"Jeg kan selv huske mine skolefester, det var årets højdepunkt. Det vil vi gerne give videre til vores børn og forhåbentlig starte en tradition," siger hun.

En dygtig tryllekunstner formåede at fastholde publikums fokus. Foto: Lisbeth Andersen.

Årets fest uden lærere

Men på grund af lock-out på skoleområdet, hedder festen i år ikke en skolefest. I stedet bliver det Skovbyskolens venners fest for eleverne.
"Vi har savnet den fælles oplevelse, som en skolefest er, og derfor er det fantastisk ærgerligt at den nuværende konflikt ramler sammen med festen. Oprindeligt havde vi aftalt, at det skulle være i samarbejde med lærerne, men på grund af lock-outen er skoledelen trukket ud af festen. Næste år sker den i et samarbejde mellem skolen og Skovbyskolens venner," siger Skovbyskolens leder, Christian Rotbøl, der ligesom Skovbyskolens venner håber, at festen bliver en tradition.
"Skovbyskolens venner har ydet et fantastisk stykke arbejde. Det betyder, at vi når nogle helt andre højder, når alle arbejder sammen og vi er dybt privilegerede her på Skovbyskolen, siger han.