Fortsæt til indhold

Niende klassers møde om eksamensfag afblæst i 11.time

Bakkeskolens niende klasses elever skulle have haft besked om deres udtræksfag til eksamen fredag morgen, men så kom der en mail Undervisningsministeriet

Samfund
Af Bettina Sønderskov

Vi har en plan, indtil vi tager en ny. Sådan har den usædvanlige hverdag for ledelsen på Bakkeskolen i Hørning været under den lockout, som nu endelig ser ud til at få en ende fra på mandag. I morges skulle skolens niende klasses elever have været til møde om deres udtræksfag forud for den afgangseksamen, der venter lige om hjørnet. men torsdag aften kl 19.28 tikkede der en mail ind fra Børne- og Undervisningsministeriet om, at elevernes skriftlige afgangsprøver bliver udsat og at skolen ikke som planlagt måtte orientere eleverne om, hvilke udtræksfag, de skal til prøve i.
"Så måtte jeg i gang med at smse til alle eleverne og afblæse mødet i morges," siger viceskoleleder Steen Johnsson Agger.
I øjeblikket kan skolen, ligesom resten af landets skoler, derfor ikke gøre meget andet, end at sætte sig ned og vente på, at de får besked fra ministeriet på, hvad der skal ske.

Umuligt at løbe timerne ind

Planlægningen af de mange eksamener har været i gang siden februar, og alt var på plads, men nu skal der laves en helt ny plan for elevernes afgangseksamen.
"Det er helt sikkert, at vi ikke kan nå at løbe alle de mistede undervisningstimer ind før sommerferien. Det ville give os helt umulige vilkår på skolen. Det vil ramme niende klasserne, som ikke har haft mulighed for at forberede sig på eksamen som normalt. Jeg aner ikke, hvad der kommer til at ske, men man kan håbe på, at der vil blive taget højde for den manglende undervisning i udformningen af eksamensspørgsmålene," siger Steen Johnsson Agger.
Han håber, at skolen meget snart får mere at vide om, hvordan niende klassernes afgangseksamen kommer til at forløbe i år.