Pia er klar til at hjælpe tilflyttere på plads
Esbjerg Kommune har fået en bosætningskoordinator, der skal hjælpe tilflyttere til rette
Hvor kan vi få vores børn passet? Hvordan får man en ny læge? Og hvordan finder man lige rundt i det lokale foreningsliv?
Det er bare nogle af de spørgsmål, man som tilflytter til en ny kommune ofte bruger tid på at finde svar på.
Det ved man i Esbjerg Kommune, og blandt andet derfor har kommunen nu ansat den 37-årige Pia Enemark som bosætningskoordinator. Hendes fremtidige arbejdsopgave bliver ganske enkelt at hjælpe tilflyttere med at finde sig til rette som borgere i Esbjerg Kommune - både for deres skyld, men også som en håndsrækning fra kommunen til det lokale erhvervsliv, der i stigende grad har brug for kvalificeret arbejdskraft udefra, og med mange af de dygtige hoveder følger familier.
Med en øget fokus på tilflytterservicen vil Esbjerg Kommune i højre grad være virksomhedernes forlængede arm, når det gælder om at lette rekrutteringen af fremtidige medarbejdere. Kommunens tilflytterservice kan for eksempel kontaktes meget tidligt i et rekrutteringsforløb, og dermed kan potentielle ansøgere få vished for, at det er både let og attraktivt at flytte hele familien hertil - allerede inden de sender deres ansøgning af sted.