Brandvæsenets tro følgere
Forsikringsselskaber forsøger at redde mest muligt ved brande og vandskader med hjælp fra skadeservice-firmaer
Når brandvæsenet rykker ud, skaber det en del opmærksomhed. Men lige efter de hylende brandbiler kommer diskret en skadeservice, som forsøger at redde, hvad reddes kan.
"Ja, vi bliver tilkaldt af brandvæsenets indsatsledere, når det brænder," siger Bruno Jørgensen.
"For der er altid en følgeskade på det inventar, som står i en bygning, der brænder."
Bruno Jørgensen er skadesleder og har sit kontor på Fanøvej i Hinnerup. Her holder Skadeservice Danmark til i en bygning, der indeholder alle dufte, man kan forestille sig. Fra røglugt til rent tøj, som på et renseri.
TV: Skadeservice Danmark var på sidelinjen, også da indkøbscentret i Hinnerup brændte
Dyrebart værktøj
I den 3.000 kvadratmeter store bygning arbejder 26 ansatte med at renovere genstande, som har været udsat for røg, varme eller vand.
Vi går en tur gennem bygningen, der i den ene ende lugter som en brandtomt med kasserede genstande, inden vi kommer ind til en bunke skruenøgler og boremaskiner.
"Her ligger værktøj, som en af vores folk fik reddet ud under en brand. Værktøjet har en værdi af 300.000 kroner," siger Bruno Jørgensen, mens vi træder ind i næste afsnit, som er fyldt op med adskillige flyttekasser.
De indeholder genstande, som det skønnes at kunne renovere.
"Vi fik reddet arkivskabe ud fra en virksomhed i Favrskov. Ejeren anså indholdet for tabt, for skabene var ikke brandsikret," fortæller Bruno Jørgensen.
"Men da vi gik papirerne igennem, var de dokumenter i midten brugbare. Det blev ejeren vist meget lykkelig over."
Nedstyrtningsfare
Bruno Jørgensens folk får adgang til brandstedet, så snart brandvæsenet vurderer, at der ikke længere er nedstyrtningsfare.
"Det er vigtigt, at vi kommer ind så hurtigt som muligt. Derved kan vi grave det frem, som måske kan bruges igen," siger skadeslederen, som arbejder tæt sammen med de forsikringsselskaber, der betaler for oprydningen.
Et stort vådt gulvtæppe ligger til tørre på Fanøvej.
"Det hentede vi i går fra en kælder, som havde fået vandskade."
Ozondræber
Lige bag tæppet er en tyk branddør til en container: 'Ozon fare' står der på et skilt.
"Derinde kan vi ved hjælp af ozon hive brandlugten ud af ting."
Vi har efterhånden bevæget os hen til den reneste afdeling i bygningen. Det dufter som på et renseri, og det rengjorte tøj er pakket i plastik, klar til at blive leveret tilbage til de skadesramte.
Skadeservice Danmark kører i store dele af det midtjyske område og rykker ofte ud samtidig med brandvæsenet - på alle tider af døgnet.