Fortsæt til indhold

Succes med champagne og chokolade

Søskendeparret, Karina og Kenneth Trosborg, står bag Briançon i Aarhus

Samfund
Line Hitz

Champagne, chokolade, rugbrød, muffins og croissanter. Søskendeparret Karina og Kenneth Trosborg ejer Bagerierne Briançon i Aarhus, som har butikker på Åboulevarden og i Åbyhøj. Selvom flere og flere bagere i Aarhus drejer nøglen om, så går det godt for Briançon.
"Vi er rigtig glade og positive. I de sidste to år har vi haft overskud, og vi håber tendensen forsætter," siger Karina Trosborg.

Fransk inspiration

Tanken bag Briançon startede under en familieferie i Frankrig. Her besøgte Kenneth Trosborg et fransk bageri i byen Briançon, og drømmen om en dansk version var en realitet. Bagerbutikkerne er opkaldt efter den franske by, og i 2006 slog den første Briançon dørene op i Aarhus. Lillesøster Karina købte sig ind i 2008, og siden har de to kræset for at give aahusianerne kvalitets brød og kager.
"Det er meget vigtigt for os, at kvaliteten er i top. Vi laver det hele selv, og vi bruger Valrone chokolade i alle vores kager," siger hun.

Det lille ekstra

Karina mener, at de bagere, som tilbyder kunderne ekstra kvalitet og kundeservice, også vil overleve i den trængte bagerverden.
"Kunderne kan godt lide god mad og kvalitet, og de kan godt smage forskel på, om det hele er lavet fra bunden, eller det er forproduceret," siger hun.
Hun mener, at for at bagerbranchen igen skal finde fode, så skal man kigge på lærlingenes uddannelse.
"De lærer kun basis ting på skolen, og ikke noget om kvalitet. Til svendeprøven får de serveret en spand med creme, også skal vi selv lære dem, hvordan man laver cremen," siger hun.

Lagkagehuset

Briançon ønsker i øjeblikket ikke at få flere butikker i Aarhus, da de vil satse på de to butikker, som de har.
"Kunderne kan godt lide specialforretninger, men hvis det hele bliver for stort, så er det ikke en specialeforretning mere," siger hun.
Karina Trosborg frygter ikke, at Lagkagehuset 9. april rykkede ind i Aarhus.
"Jeg håber, at de kan være med til, at kunderne finder ud af, at hos nogle bagere, kan man købe en helt anden kvalitet end hos supermarkederne," siger Karina Trosborg.