Fortsæt til indhold

Skridttællerne sidder fast hos Højager Belysning

12 medarbejdere hos Højager Belysning har talt skridt i forbindelse med kampagne fra Dansk Firmaidrætsforbund.

Samfund
Arkiv

KONKURRENCE: Hvad skal der til for at gå 10.000 skridt hver dag, som Sundhedsstyrelsen anbefaler? Det ved medarbejderne hos Højager Belysning i Stevns, som nu har vundet tredjepræmien i Dansk Firmaidrætsforbunds landsdækkende kampagne Tæl skridt.
I alt 28.000 danskere talte skridt i marts og altså deriblandt 12 ansatte hos Højager Belysning i Stevns, som også deltog i Dansk Firmaidrætsforbunds kampagne Tæl skridt sidste år.
Og det er meget forskelligt, hvor nemt det er at nå de 10.000 skridt hver dag.
- Det giver virkelig noget at snakke om. For nogle af mine kolleger er det nok bare møde på arbejde, for eksempel dem på lageret, men de fleste af os – også mig selv – skal gøre noget ekstra for det, og vi har selvfølgelig også spurgt hinanden til, hvad man har lavet i weekenden for at gå så mange skridt, siger regnskabsassistent Tina Qvist Olsen, som har været holdkaptajn.

Mange skridt i overskud

Tina Qvist Olsen og kollegerne har gået ekstra ture og cyklet i lange baner.
- Vi har virkelig gået til den. Sidste år var vi ikke kvalificerede til lodtrækningen, fordi vi ikke havde gået nok. Men flere af mine kolleger går med skridttællere hele året ligesom mig, så vi er mere opmærksomme på at gøre noget ekstra om aftenen. Denne gang havde vi mange skridt i overskud. Sådan en times gå-tur, når man kommer hjem fra arbejde gør virkelig meget, fortæller hun.
Nu går snakken hos Højager Belysning om, hvad de skal bruge præmien på de 5000 kroner til.
- Måske skal vi ud og spise sammen. Vi regner med at komme med nogle forslag og stemme om det, siger Tina Qvist Olsen.
Vinderne af førstepræmien i Tæl skridt på 50.000 kroner gik til "brugsbenene" fra DagligBrugsen i Stenstrup på Fyn, mens andenpræmien på 10.000 kr. gik til "tu-tu-tusindben" fra Siemens Wind Power A/S i Brande.
Tæl skridt kører igen til efteråret fra den 16. september 2013. Læs mere på www.taelskridt.dk.