Frisk kulør på Arnoldi-skulptur
Lokale virksomheder vil gratis renovere de kommunale kunstværk ved nordlige indfaldsvej
Kultur-og udviklingsudvalget i Norddjurs Kommune har netop har sagt ja tak til et tilbud fra HSM Industri og malerfirmaet Tipsmark, som har tilbudt gratis at renovere Per Arnoldis store skulptur ved den nordlige indfaldsvej i Grenaa.
Begge firmaer var også sponsorer i forbindelse med, at skulpturen blev sat op for 18 år siden. Ved den kommende renovering har liftfirmaet Nordjysk Lift, Grenaa, stillet en lift til rådighed for arbejdet.
Norddjurs Kommune betaler materialerne, som ventes at beløbe sig til omkring 20.000 kroner. Arbejdet forventes gennemført i løbet af maj.
Vigtigt samspil
Formanden for kultur- og udviklingsudvalget, Lars Møller (S), glæder sig over støtten.
"Atter en gang spiller vores private erhvervsliv positivt med, når det drejer sig om at gøre Norddjurs til en spændende og farverig kommune at bo i. Vi har mange gode eksempler på godt samspil, og denne gang er det så HSM Industri A/S og Malerfirmaet Tipsmark Aps der, igen, træder til," siger Lars Møller.
Udvalgsformanden mener, at forenings- og kulturlivet bedst udvikles og understøttes i et godt samspil mellem frivillige ildsjæle, kommunen og det private erhvervsliv. Derfor er der også fokus på partnerskaber i kommunens kultur- og fritidspolitik.
Kultur- og udviklingsudvalget opretholder dog sit forslag om, at renovering af kunstværker og bevaringsværdige bygninger indgår som forslag til en pulje i budget 2014 og de kommende år.
Forvaltningen er i dialog med kunstneren, Per Arnoldi, som glæder sig over, at skulpturen bliver renoveret og malet.