Jeg er vejen sandheden og livet

Livets vej kan til tider være svær og ufremkommelig. Den kan synes fyldt med huller, som vi kan styrte i eller med bakketoppe, som vi ikke kan se op over. Men der hvor livets vej bliver sværest fremkommelig er, hvor vi må gå den alene. Der hvor ensomheden lægger sig som et mørke over os, og den vej vi skal gå.
Det fortælles et sted om en mand, der engang havde en drøm om Gud og livet.
"Jeg drømte", sagde han:
"At jeg vandrede i sandet langs en endeløs strandbred side om side med Gud. Jeg talte med Gud om alle de ting, som var sket i mit liv - og som jeg aldrig helt var kommet til at forstå. Vore fødder efterlod aftryk i sandet. Men da jeg et kort øjeblik så mig tilbage, så jeg pludselig, at nogle steder var der kun efterladt aftryk af et par fødder - ikke to. Jeg stoppede op for at se nærmere efter og tænke over det. Gud så, hvor rådvild jeg blev, og jeg sagde: "Herre, hvorfor er der nogle strækninger på vores vej, hvor der kun er fodaftryk af én person, Jeg kan se, det var i perioder, hvor jeg havde det dårligt, hvorfor var du ikke hos mig, når jeg havde allermest brug for det? Hvorfor forlod du mig til tider. "Mit barn", sagde Gud. "Det var de strækninger, hvor jeg bar dig!"
Jesus siger: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Vi bliver ikke alene tilbudt følgeskab hele vores liv og i alle situationer, vi bliver tilbudt at gå på livets vej og på sandhedens vej. Det er ikke en vej uden huller og skarpe sving, men det er vej, hvor ensomhedens mørke bliver modsagt af Guds lys.